Leif Clausen.

Leif Clausen.

Direktør-skifte i Kreditbanken

Filialdirektør Preben Jensen i Kreditbanken Sønderborg går på pension til sommer

bankmand "Jeg har vurderet, at tiden nu moden til at takke af fra jobbet for at kunne bruge mine kræfter og min tid fuldt ud på det gode liv i den tredje alder. Mine næsten 65 år på bagen fortæller mig, at tidspunktet er det helt rigtige," siger Preben Jensen, der til sommer stopper som filialdirektør i Kreditbanken Sønderborg. Han afløses af Leif Clausen, som han har arbejdet sammen med i en årrække. Oprindeligt går Preben Jensens annaler tilbage til Kalundborg-egnen, mens opvæksten er sket omkring Sorø, hvor han også begyndte sin erhvervsmæssige karriere som bankelev i Banken for Sorø og Omegn. Efter at være blevet udlært og have bestået de obligatoriske bankskoler, gik turen tilbage til Kalundborg, hvor han først virkede som bankrådgiver og herefter som souschef i Privatbanken. I årene fra 1979 til 1987 bestred Preben Jensen jobbet som direktør i en mindre sparekasse på Sjælland. Da Kreditbanken i 1987 havde vækstplaner med filialen i Sønderborg, rykkede familien Jensen rødderne op i det sjællandske til fordel for det sønderjyske, hvor han nu har været filialdirektør i næsten 28 år. I fritiden er Preben en ivrig motionist og ses ofte i og omkring Sønderborg - vandrende, på cykel eller som motionsløber. Hertil kommer, at Preben nyder naturen gennem sin store interesse for fugle og den hjemlige hobby med havearbejdet. Og den seneste store fritidsinteresse, som fylder allermest af dem alle, er hans tre børnebørn. Der vil blive lejlighed til at hilse af med Preben Jensen og sige goddag til Leif Clausen på et tidspunkt i juni, hvor Kreditbanken inviterer til reception.


Publiceret 08 January 2015 13:00