Køge på Vægten skydes altid i gang med en festlig dag med indvejning, motion og aktiviteter - i år foregår det i Ravnsborghallen søndag den 11. januar klokken 11-13.

Køge på Vægten skydes altid i gang med en festlig dag med indvejning, motion og aktiviteter - i år foregår det i Ravnsborghallen søndag den 11. januar klokken 11-13.

Mange træningsmuligheder for KPV-deltagere

Deltagerne i Køge på Vægten får tilbud om at prøve en række forskellige træningsformer ganske gratis i løbet af de otte uger, konkurrencen finder sted.

Af
Martin Rasmussen

MOTION: En central del af jagten på vægttab de kommende otte uger bliver masser af motion, og her er deltagerne i Køge på Vægten godt stillet, da der er en række tilbud om ganske gratis at prøve kræfter med forskellige motionsformer.
Dermed bliver konkurrencen også en fin anledning til at se, om eksempelvis løbetræning på hold eller fitnesstræning er noget for én. Begge dele er der mulighed for hos medarrangøren af Køge på Vægten, Firmaidræt Køge.
Firmaidræt Køge Fitness & Motion i Ravnsborghallen har nemlig gratis løbetræning hver onsdag klokken 17 og gratis træning i sit fitness center klokken 17-19 med instruktør på i begge timer.
Dertil kommer, at fri træning med prøvetime og program igennem alle otte konkurrenceuger blot koster 200 kroner for deltagerne i Køge på Vægten.
Sidste år tilbød Herfølge Fitness gratis træning til deltagerne på Køge på Vægten, og det gentager man i år, hvor man som KPV-deltager kan træne med tre gange om ugen på holdene Cirkeltræning, CirkelCross og H.I.I.T, High intensive interval training, oplyser formand Per Stryhn.
Rotræning er også yderst effektiv træning, der kan dyrkes året rundt, og Køge Roklub tilbyder to gratis prøvetimer på sine rospinninghold, inden man eventuelt melder sig ind i klubben.

Startskuddet til årets konkurrence lyder i Ravnsborghallen søndag den 11. januar klokken 11-13. Her er det absolut sidste chance for at melde sig til konkurrencen, og det er også dagen, hvor man blandt andet kan se frem til en peptalk fra tv-fitnesseksperten Henrik Duer og en zumba-surprise.
Samme dag kan man i øvrigt blandt andet også få målt sin metaboliske alder, fedtprocent og muskelmasse på Firmaidræt Køges stand. Firmaidræt Køge tilbyder også en ekstra mellemvejning den 10. februar klokken 15-19 i Ravnsborghallen for dem, der gerne vil holde en midtvejsstatus i konkurrencen.

Der er blandt andet zumba på programmet ved åbningsarrangementet for Køge på Vægten i år.

Der er blandt andet zumba på programmet ved åbningsarrangementet for Køge på Vægten i år.

Køge på Vægten

I denne weekend lyder startskuddet til Køge på Vægten, så hvis man vil være med i den fælles jagt på lavere vægt og en sundere livsstil, så er det nu, man skal slå til.

Man kan tilmelde sig på www.køgepåvægten.dk eller på indvejningsdagen - søndag den 11. januar klokken 11-13 i Ravnsborghallen.

Publiceret 08 January 2015 16:00