Artem Laguta tørner igen ud for EMSi næste sæson.

Artem Laguta tørner igen ud for EMSi næste sæson.

Russer og kroat klar for EMS

Esbjerg Motorsport er godt i gang med at gøre holdet klar til den nye speedwaysæson

Når der den 9. maj 2015 skal køres finale i det uofficielle VM for par, Best Pairs, vil det russiske hold nyde godt af, at en af kørerne er særdeles hjemmevant på Granly Speedway Arena.
Artem Laguta har i de seneste sæsoner været en stærk del af truppen hos Esbjerg Motorsport, og det bliver han også i det nye år, da holdleder Ib Pedersen har fået en ny aftale på plads med Lynet fra Vladivostok.
“Det er tredje sæson, han skal køre for os, og det er ekstremt vigtigt, for vi ved bare, at han kører rigtigt stærkt. Artem er simpelthen bare en dygtig speedwaykører, og han er en god erstatning, når vi ikke har mulighed for at bruge Niels-Kristian Iversen. Vi glæder os til, at se Artem Laguta lave masser af point for os igen i den kommende sæson, og så bliver det da spændende at se ham og Niels-Kristian Iversen dyste mod hinanden, når der skal køres Best Pairs. Det er to gutter, der er stærke herude på Granly Speedway Arena, og det kommer vores fans til at se igen hele næste sæson,” sige holdleder Ib Pedersen, der i 2014 kunne se Artem Laguta være den sjettebedste i den danske liga med et snit på 9,60. Foran ham sluttede kun Niels-Kristian Iversen og Gregorz Walasek, der også optrådte for Esbjerg Motorsport samt tre kørere, der alle optræder i Grand Prix Serien i 2015

Ny kroat kommer til

EMS har også hentet kroatiske Jurica Pavlic ind til den nye sæson, og holdleder Ib Pedersen betegner ham som en af de stærkeste, udenlandske B-kørere:
“Vi har haft kig på ham længe, og i mine øjne er det en af de allerstærkeste, udenlandske B-kørere. Han er som minimum blandt de fem bedste, og det er godt alternativ til vores gode danskere.”

Publiceret 08 January 2015 06:00