Navnet er spaghettigudstjeneste, men der serveres nu også meget andet end lige spaghetti og kødsovs, når Grundtvigskirken inviterer til spaghettigudstjeneste otte gange i 2015.

Navnet er spaghettigudstjeneste, men der serveres nu også meget andet end lige spaghetti og kødsovs, når Grundtvigskirken inviterer til spaghettigudstjeneste otte gange i 2015.

Spaghetti med gudstjeneste er stor succes

Succesen er så stor, at Grundtvigskirken i 2015 sætter antallet af spaghettigudstjenester op

Af
Louise Ritter

Indimellem fylder historierne om tomme kirkebænke en del, men i Grundtvigskirken i Esbjerg har man næsten det modsatte problem - i hvert fald en række torsdag eftermiddage.
Her har kirken i flere år haft spaghettigudstjenester på programmet, og de trækker nu så mange mennesker til, at kirken i 2015 øger antallet fra seks årlige arrangementer til otte.
“Vi plejer at samle 80-100 mennesker hver gang,” fortæller kirketjener, Jens Peter Kristensen om det populære arrangement, der altid indledes med en god halv times gudstjeneste, hvor efter der serveres aftensmad. Men man skal ikke lade sig snyde af gudstjenestens navn. Det er nemlig langt fra, at kirken serverer mad a la Lady og Vagabonden. Det kan ligeså godt være røde pølser eller hamburgerryg.
Flere gange om året knytter spaghettigudstjenesterne sig til en bestemt aktivitet. Den 19. februar fejres fastelavn for eksempel, og i november er det tradition, at der laves juledekorationer i forbindelse med spaghettigudstjenesten. En gang om året sendes en særlig invitation til de børn, der fem år før er døbt i kirken. De inviteres til særlig 'spaghetti-bibeluddelingsgudstjeneste' - et arrangement der ligefrem er forespørgsel på.
“Vi har faktisk oplevet, at tre familier allerede har ringet og spurgt til datoen for gudstjenesten i 2015,” siger Jens Peter Kristensen, der står for det praktiske i forbindelse med spaghettigudstjenesterne, mens det kirkelige element ligger i præsternes hænder.
“Ved spaghettigudstjenesterne er vi ikke underlagt samme krav som der er til gudstjenesterne søndag formiddag. Det her er på familiernes præmisser,” siger præst ved Grundtvigskirken, Willy Kristiansen.

Publiceret 08 January 2015 09:15