Team Esbjerg vil ikke bare være tophold i år, men også mange år fremover.

Team Esbjerg vil ikke bare være tophold i år, men også mange år fremover.

Team Esbjerg gør sig klar til fremtiden

2014 var sportsligt og økonomisk et succesrigt år for Team Esbjerg med en finaleplads i den europæiske EHF Cup, en sikker førsteplads i Boxer Dameligaen ved udgangen af året og overskud i regnskabet for tredje år i træk.
“Placeringen i den danske liga forpligter. Vi gør os nu klar til måske allerede i det nye år at spille Champions League mod Europas førende klubber, og med sorte tal på bundlinjen flere år i træk har vi det økonomiske fundament til at realisere de sportslige mål – både nationalt og internationalt,” siger Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen, i en pressemeddelelse.
Han oplyser, at klubben agter at fastholde det nuværende spillerbudget, og at arbejdet med at sammensætte spillertruppen til de kommende sæsoner er indledt.
“Vi råder over en stærk og konkurrencedygtig spillertrup, som vi forventer at optimere yderligere til de store opgaver, der forhåbentlig venter os. I arbejdet med at sammensætte fremtidens Team Esbjerg-trup ser vi både to, tre og fire år frem, og målet er at indgå nye aftaler med hovedparten af de spillere, der har udgjort stammen på holdet,” siger sportschef Thomas Hylle.
Den sportslige ledelse fører i denne tid forhandlinger med en række spillere og forventer at have en afklaring om, hvilke af de nuværende spillere der skal fortsætte i den nye sæson, inden for de næste uger.
Team Esbjerg indledte sæsonen mod SK Aarhus i lørdags, hvor det blev til endnu en sejr.

Publiceret 08 January 2015 15:45