Joakim Lander (tv) i aktion under tirsdagens træningspas. Ambitionerne er store hos den unge bantamvægter fra Køge Bokseklub. (Foto: JCJ).

Joakim Lander (tv) i aktion under tirsdagens træningspas. Ambitionerne er store hos den unge bantamvægter fra Køge Bokseklub. (Foto: JCJ).

Joakim Lander vil på det danske bokselandshold

Kvalifikation til deltagelse til EM og VM står også højt på listen over ambitionerne for den 17.årige bantamvægter der før jul blev kåret til ”Årets Idrætsnavn 2014” i Køge kommune.

Af
Per Møller

ÅRETS IDRÆTSNAVN: I forbindelse med Køge kommunes årlige hyldestarrangement for kommunens mange medaljetagere for kalenderåret 2014 – der i år blev afholdt i den store sal på Teaterbygningen i Køge – kunne man for femte år i træk også kåre ”Årets Idrætsnavn 2014” i Køge kommune.
”Årets Idrætsnavn” kåres i et samarbejde mellem syv lokale pengeinstitutter nemlig Danske Bank, Jyske Bank, Nordea, Nykredit, Spar Nord, Sparekassen Sjælland og Sydbank samt Køge Handelsstandsforening, Køge Medie Center og Køge kommune.
Valget på ”Årets Idrætsnavn 2014” i Køge kommune faldt på den 17-årige Joakim Lander fra Køge Bokseklub, der modtog prisen af sponsorernes repræsentant Jørgen Petersen, formand for Køge Handelsstandsforening – og det til store klapsalver fra den tætpakkede sal.
- Jeg var godt nok blandt de nominerede til prisen – men at det netop blev mig der modtog den, ja, det havde ingen regnet ved. Jeg var jo ”oppe mod” stærke navne fra håndbold og fodbold. Men jeg blev rigtigt glad – for det er jo et kæmpe skulderklap at få, fortæller Joakim Lander til Lørdags-Avisen.
Joakim Lander, der er født og opvokset i Køge, begyndte for to år siden for alvor at dyrke boksesporten. Men interessen for sportsgrenen har han haft siden han var lille – og han har tit og ofte luftet tanken om at starte op i Køge Bokseklub. Men hans mor har i mange år ment at det var en for farlig idrætsgren...
- Selv da jeg var 11-12 år ønskede jeg at begynde at bokse, men svaret var stadig et nej – men så et par år efter blev nej vendt til et ja, og jeg blev skrevet op på en venteliste i klubben. Der stod jeg et stykke tid, men hørte ikke videre. Efter et halvt år forsøgte jeg igen – og så fik jeg lov at snige mig ind på klubbens motionshold. Men det var ikke rigtigt nok – jeg ville op på kampholdet – og det kom jeg så lidt efter, fortæller Joakim Lander, der ikke kommer sovende til sin succes. For udover at dyrke sin sport, så går han i 1. G på Køge Gymnasium og har arbejde hos Netto i Torvebyen.
Joakim Lander og hans årgang træner tre gange ugentligt á halvanden til to timer i lokalerne på Asgård skole. Hans vægtklasse er 56 kg hvilket vil sige bantamvægt.
Hans hidtil bedste resultater kom i 2014, hvor han vandt Sjællandsmesterskabet og tillige var med til Danmarksmesterskabet, hvor han også blev erklæret som vinder.
- Men helt ærligt, så var det ikke den måde at vinde et DM på som jeg ønsker. Der var nemlig ingen modstander til mig i den vægtklasse. Jeg ville mange gange hellere have vundet efter at have ydet noget, smiler Joakim Lander, der har store ambitioner for fremtiden i bokseringen.
- Jeg vil meget gerne på landsholdet. Til EM eller til VM er målet. Nu har jeg ”smagt” lidt på hvad det vil sige at være udtaget idet jeg i november var med Sjællands unionshold til stævne i Holland. Det var en stor oplevelse – dem håber jeg der kommer mange af i fremtiden, siger den super ambitiøse Køge-bokser.
På spørgsmålet om, hvad der fascinerer ham ved boksesporten, svarer han promte:
- Jeg kan godt lide at arbejde selvstændigt. At jeg kun kan skyde skylden på mig selv, hvis jeg taber – men også ved, at jeg fortjener det når jeg vinder. Jeg elsker at give alt hvad jeg har i mig både til træning og i kamp – hele tiden lige hive det sidste frem. Det kan jeg godt lide. Og så spiller det gode sammenhold i Køge Bokseklub også ind. Vi bakker hele tiden op om hinanden, ser hinandens kampe og er ved ringside hver gang en holdkammerat er i kamp, siger Joakim Lander, hvis store idol og forbillede er Mikkel Kessler, den danske professionelle bokser der to gange har været WBA og WBC super mellemvægt mester.
- Jeg har da haft fornøjelsen af at møde Mikkel Kessler for et par år eller tre siden, da han i forbindelse med et arrangement i Køge by stillede op til ”kamp” mod lokale fans i en boksering på pladsen ved Sct. Nicolai skole, og hvor han også gav autografer – bl.a. til mig, smiler Joakim Lander, der inden boksesporten blev alvor for ham havde forsøgt sig indenfor styrketræning og fodbold.
- Men fodbold blev jeg aldrig god til – så det fangede mig ikke rigtigt, indrømmer ”Årets Idrætsnavn 2014” i Køge kommune.

Forsøgte at holde brækket næse hemmeligt

Joakim Landers træner/leder i Køge Bokseklub, John Trøjgaard, ser hans fremtidsmuligheder som særdeles gode.
- Joakim har fra den dag han trådte ind i klubbens træningslokaler for første gang, været ualmindelig målbevidst. Han har evnet, trods sin unge alder, at tilrettelægge sin tid, således at han aldrig mister et træningspas. Samtidig løber han 2-3 gange om ugen, spiser korrekt og er meget fokuseret på restitution efter de hårde træningspas.
Samtidig stod det hurtigt klart at han var et talent ud over det sædvanlige og kampe kom allerede efter en sæson i træningslokalet på tale.
Da han skulle bokse sin første kamp, brækkede han sin næse under sparring i ugen op til hans debut. Det valgte han at holde hemmeligt overfor mig som træner, men en opmærksom mor opdagede naturligvis hans skade. Joakim kom til lægen, blev indlagt og opereret under fuld narkose samme dag. Det udsatte selvfølgelig hans debut, men viser rigtig godt, hvor dedikeret og målbevidst han er som bokser. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet, som træner, at en bokser vil stille op til kamp, med en brækket næse, siger John Trøjgaard.
Joakim har som bokser alle facetter, som gør ham rigtig god. Et nærmest perfekt fodarbejde, gode paradder og rene og hårde slag. Endvidere er hans kondition altid i top. Joakim er en meget stilren bokser og hans klassiske boksestil er en nydelse at se.
Her i hans anden sæson har han været udtaget til Sjællands Amatør Bokse Unions talenttrup, som blandt andet var i Rotterdam, Holland for at bokse.
Det er usædvanligt at en bokser med så relativt få kampe bliver udtaget, men Joakim har vist med det samme at udtagelsen har været berettiget. Ved Vestjysk Box Cup i december besejrede Joakim den danske mester i sin klasse, Kubilay Yildiz, Århus Boxing.
Med hans talent og vilje kan Joakim nå rigtig langt. Det vil ikke være, i mine øjne, urealistisk at se Joakim Lander som dansk seniormester om tre sæsoner. siger John Trøjgaard.

Joakim Lander (tv) under en træningskamp under træningen på Asgård skole. (Foto. JCJ).

Joakim Lander (tv) under en træningskamp under træningen på Asgård skole. (Foto. JCJ).

Joakim Lander slapper af og samler kræfter under træningen. (Foto: JCJ).

Joakim Lander slapper af og samler kræfter under træningen. (Foto: JCJ).

Joakim Lander har fart på alle ugens dage. Udover tre ugentlige træningspas i Køge Bokseklub går han i 1. g på Køge Gymnasium og arbejder hos Netto i Torvebyen i Køge. (Foto: JCJ).

Joakim Lander har fart på alle ugens dage. Udover tre ugentlige træningspas i Køge Bokseklub går han i 1. g på Køge Gymnasium og arbejder hos Netto i Torvebyen i Køge. (Foto: JCJ).

null

Publiceret 10 January 2015 07:00