Kirkens Korshær åbner i nye lokaler i Herfølge.(Foto: JCJ)

Kirkens Korshær åbner i nye lokaler i Herfølge.(Foto: JCJ)

Kirkens Korshær rykker til nye lokaler

Kirkens Korshær i Herfølge rykker til nye lokaler på Billesborgvej d. 15. januar, hvor filmproduceren Peter Aalbæk Jensen vil være til stede for at klippe snoren kl. 10.

Af
Af Louise Lindblad

GENBRUG: Kirkens Korshærs butik i Herfølge rykker over på den anden side af gaden til de tidligere Nordea-lokaler på Billesborgsvej 10A. Her vil man kunne se frem til en ny og større genbrugsbutik, som fortsat samler ind i den gode sags tjeneste.
Kirkens Korshærs butik i Herfølge, som også har gået under navnet Genbrugshjørnet, rykker over til nye lokaler efter at have ligget på Stationsvej i godt og vel 15 år. Butikken, som nu hedder Kirkens Korshær Genbrug, har alle år været drevet af formanden Leif Buch, som glæder sig over, at butikken nu rykker over i større lokaler.
- Vi er rigtig glade for at rykke over til større lokaler, hvor vi blandt andet har en ekstra etage ovenpå, som gør, at vi kan opbevare mere og have et større udvalg. Vi håber på, at der vil komme mange og støtte op om butikken og dens gode sag, understreger Leif Buch.
Åbningen sker officielt torsdag den 15. januar kl. 10, hvor Peter Aalbæk Jensen vil klippe snoren til den nye butik. Peter Aalbæk Jensen er filmproducer og – sammen med Lars Von Trier – medstifter af Zentropa. Desuden bor han selv i Herfølge.
Butikken drives fortsat af samme team, men der kan godt blive brug for endnu et par frivillige hænder, nu hvor butikken bliver større. Leif Buch er med sine 82 år stadig formand for genbrugsforretningen, men hvor længe han fortsætter, står ikke klart endnu:
- Ja, nu må vi se, jeg er jo ved at være oppe i årene. Vi har vores årlige generalforsamling til marts, men det kan godt være lidt svært at finde en til at afløse, griner han.
Genbrugsbutikken er stadig en del af den større organisationen Kirkens Korshær, som driver herberger, forsorgshjem og varmestuer for hjemløse og psykisk syge stofmisbrugere landet over. Indtægten fra Kirkens Korshærs mere end 230 genbrugsbutikker landet over har en stor betydning for det sociale arbejde.

Formand for Kirkens Korshær Genbrug, Leif Buch har travlt med at få gjort forretningen klar til åbningen i de nye lokaler torsdag den 15. januar. (Foto: JCJ).

Formand for Kirkens Korshær Genbrug, Leif Buch har travlt med at få gjort forretningen klar til åbningen i de nye lokaler torsdag den 15. januar. (Foto: JCJ).

Publiceret 10 January 2015 09:45