Ansat på autoværksted i livsfare efter eksplosionsagtig brand

En person er kommet svært tilskade og er i kritisk tilstand efter en voldsom brand i et autoværksted på Dandyvej 5 i Vejle. Det oplyste Sydøstjyllands Politi søndag klokken 17, hvor politiet lige havde været i kontakt med Rigshospitalet, hvor personen blev fløjet til efter ulykken.
Branden blev anmeldt søndag klokken 13.35. Den var opstået i forbindelse med, at to ansatte 'håndterede brændstof'. Politiet kan lige nu ikke sige mere om de brandtekniske detaljer, som er ved at blive undersøgt. Den anden ansatte kom kun lettere tilskade og blev sendt hjem efter behandling på stedet, oplyser vagtchef Klaus Hansen, Sydøstjyllands Politi.
En person har på Facebook Vejle skrevet, at han hørte en eksplosion, men politiet afviser, at der skete en egentlig eksplosion.
"Men det går stærkt og udvikler sig kraftigt, når der går ild i brændstof," siger vagtchefen.
Branden udviklede en kraftig sort røg fra nogle dæk, der gik ild i. Røgen spredte sig til naboen Bauhaus, hvor omkring 50 personer blev bedt om at forlade stedet.

null

Publiceret 11 January 2015 17:15