Forhold:

Er der knas i dialogen med din partner?

Julen og nytåret kan byde på store udfordringer på hjemmefronten. Hvorledes tackler man nærværet?

I julen og nytåret har medierne skrevet meget om det tætte nærvær i familien og de udfordringer det kan vise. Vi har spurgt en sønderjysk lærer, certificeret Imago og EFT parterapeut og psykoterapeut MPF Inger Margrethe Jørgensen om, hvordan man kan tackle disse udfordringer. Hun kører i februar og marts et kommunikationskursus for par i et samarbejde mellem Haderslev Domsogn og Gl. Haderslev kirke.
"I juletiden har vi forventninger om at mærke noget kærligt og varmt i familiens skød. Hvis der er frustrationer, er det et tegn på tilknytningsbrud i parrelationen. Måske har vi forsømt hinandens behov for nærhed for længe, og så vil julen mærkes ubehagelig," fortæller Inger Margrethe Jørgensen:
"Det har mange par også oplevet i denne jul. Parret sidder hver især med længsel efter nærhed, men noget er kommet imellem og forstyrrer dem i at give hinanden milde ord og opmærksomhed. Det gør ondt," fortæller hun.
Hvad sker der i familierne i julen, og hvorfor netop der?
”Vi har en tendens til at tage parforholdet for givet. Det betyder, at vi ind i mellem kan miste kontakten til den vi holder allermest af. Vi bliver i stedet optaget af børn, arbejde eller andre interesser, og kæmper med at få logistikken til at hænge sammen i en travl hverdag. I sidste ende kan vi komme til at føle os “tomme”, alene eller ensomme i parforholdet. Vi savner det nærvær og den intimitet og gnist, som vi måske oplevede de første par år. Og graver vi lidt dybere, opdager vi, at vi måske også længes efter omsorg, tryghed eller følelsen af, virkeligt at være elsket og anerkendt for den man er, og ikke bare for det man gør," fortæller par- og psykoterapeuten. 
”Når det sker, er der ikke lang vej, før dagligdagsproblemer begynder at udvikle sig til konflikter, og så begynder en negativ dans i parforholdet, hvor vi har svært ved at opretholde samhørigheden og den gode kontakt, og stedet fanges i negative mønstre af konflikt og tilbagetrækning – eller endnu værre – kulde," fortæller hun.

Fører til utroskab

"Nogle par oplever, at dette og andre forhold fører til utroskab eller andre svigt af tilliden i forholdet. Svigt som gør, at man vakler mellem om parforholdet skal opløses, eller om man er parat til at gøre en indsats for at bygge det op på ny," fortæller Inger Margrethe Jørgensen videre:
"I julen har familien stor betydning for hinanden, hvis nogen mangler eller nogen er fraværende, bliver det et savn. Hvis der f.eks. falder en bombe om utroskab i parforholdet lige i de dage, bliver der stor afmagt, smerte og ulykkelighed."
Hvad kan man gøre, for at komme videre og vende tilbage til det dejlige?
”I hverdagens mange forpligtelser og gøremål, kan parret meget nemt komme til at finde fejl hos hinanden, stemningen kan blive præget af kritik og undvigelse i form af tavshed. Det er tegn på, at parret har brug for at standse op og blive bedre til at indgå i en fælles opmærksomhed på hinandens tilstand og give fornøden omsorg og opbakning. Det er her, bykirkerne i Haderslev tilbyder hjælp til selvhjælp, for at par bevidst kan vælge at vende tilbage til det, der engang var så dejligt ved at være sammen, at man valgte at stifte familie sammen," smiler Inger Margrethe Jørgensen.
Hvad er dine erfaringer med sådant kursusforløb?
”Kurset tager udgangspunkt i Sue Johnsons forskning i parrelationer, ”Hold me tight”. Erfaringen fra USA og i det forløbne år her i Danmark med de kurser vi allerede har haft i Haderslev er, at parrene får redskaber og forståelse med, som forbedrer deres samliv betydeligt," svarer hun og fortsætter:
"Med kommunikationskursus for par vil vi give en hjælpende hånd til par i deres daglige arbejde med at bevare og udvikle nær kontakt, så parterne kan blive den støtte for hinanden, som de har behov for at være livet igennem. Her kan du og din partner få en dybere forståelse for den adfærd og de mønstre, man ser i parforhold, hvor konflikterne tager overhånd. Vi bruger oplæg, videopræsentationer og supplerende læsning samt små øvelser. På den måde vil parret også lære mere om, hvordan de kan reducere konflikterne selv gennem en mere bevidst kommunikation," slutter par- og psykoterapeut Inger Margrethe Jørgensen fra Haderslev.
Man kan læse mere og tilmelde sig kommunikationskursus for par hurtigst muligt på www.hado.dk/parkursus.

Publiceret 11 January 2015 10:00