”Alle i mandegruppen ser frem til vores månedsmøder,” siger Jerry E. Zentio. Foto: Lars Saugbjerg

”Alle i mandegruppen ser frem til vores månedsmøder,” siger Jerry E. Zentio. Foto: Lars Saugbjerg

Succes:

Mænd med kræft står sammen

Mandegruppen finder støtte, styrke og livskvalitet i en svær tid

Af
Lars Saugbjerg

netværk “Det er en utrolig tilfredsstillelse. En indre glæde. Jeg var i tvivl - men det havde jeg ikke grund til at være.”
Da Jerry E. Zentio for præcis et år siden inviterede kræftramte mænd til et møde i Fredericia, anede han ikke, om der dukkede nogen op. Det gjorde der.
”Vi var en 13-14 stykker til det første møde. I dag er vi 34 mandlige kræftpatienter, og der kommer nye til hver måned,” fortæller han.
Medlemmerne af mandegruppen kommer fra hele området. Fredericia, Middelfart, Ejby, Billund og Kolding.
“Det har været fantastisk at sætte noget i gang, som vi alle har gavn af. Jeg har opnået det jeg ville,” lyder det fra den 64-årige initiativtager, der finder et smil frem – på trods af meldingen han fik i 2012: Du har kræft.
”Jeg er stemplet og kan ikke helbredes. Vi er flere i gruppen, der har samme stempel.”
Taler om alt
”Det er en fantastisk følelse at vide, at jeg altid har en at tale med – en som kender til mine problemer. Så kan vi dele vores erfaringer på kryds og tværs.”
Da Jerry E. Zentio for et år siden luftede idéen om kræftramte mænd, der skulle mødes for at tale om deres sygdom, trak mange på skuldrene.
”Ja, vi mænd taler jo ikke om følelser og den slags. Men alligevel har det vist sig, at der er et behov for mandegruppen. Vi er i samme båd og kan tale om alt – og det gør vi. Sex, ægteskabet, familien, ja alt. Vi gør det på en kammeratlig måde – helt anderledes, end når jeg taler med min kone. Men snakken handler ikke kun om sygdom. Vi har jo masser af andre ting tilfælles,” siger Jerry E. Zentio.
Hver måned mødes mændene til en snak – og et enkelt glas vin. Jerry har en baggrund som salgschef i et vinhus.
”Måske er vinen en af årsagerne til, at mandegruppen er blevet en succes. Det er jo en god indgangsvinkel til at få gang i en snak. Men vi drikker blot et enkelt glas, og vil bestemt ikke være kendt for at drikke vin. Vi vil hellere være kendt for vores sociale aktiviteter, netværket og sammenholdet. Der er opstået et utroligt stærkt forhold allerede,” siger Jerry E. Zentio, der erkender, at mandegruppen kan blive for stor.
”Men så laver vi simpelthen bare en gruppe mere.”
Mandegruppen holder åbent hus den 22. januar fra klokken 15 til klokken 18 i Frivilligcenter Fredericia, Vendersgade 63. ”Mænd med Kræft-Gruppen” holder møde igen den 11. februar, hvor overlæge Poul Frimodt-Møller deltager.
Send en mail til Jerry.zentio@mail.dk hvis du vil med.

Publiceret 11 January 2015 14:00