Borgmester Jacob Bjerregaard (S) ved nytårskuren med det lokale erhvervsliv i sidste uge. Foto: Peter Friis Autzen

Borgmester Jacob Bjerregaard (S) ved nytårskuren med det lokale erhvervsliv i sidste uge. Foto: Peter Friis Autzen

Borgmester-glæde over erhvervs-roser

Erhvervsfolk roser Fredericia Kommune for ny imødekommenhed. Borgmesteren glæder sig

Af
Peter Friis Autzen

“Det er jeg glad for. Altså... Jeg er rigtig glad.”
Fredericia-borgmester Jacob Bjerregaard (S) smiler bredt over de nye toner fra erhvervsfolk, der roser Fredericia Kommune for at have udviklet sig til en smidig, hurtig og service-minded samarbejdspartner.
Som det kan læses her på siden, oplever en stribe erhvervsfolk, at kommunen har ændret sig radikalt indenfor det sidste års tid.
Tidligere har Fredericia Kommune fået en del hug fra erhvervslivet, og det har sat sit præg på kommunens ry i erhvervs-kredse. Og det har med stor sandsynlighed holdt væksten tilbage.
“Derfor er jeg også utrolig glad for, at der nu kommer en håndfuld meldinger som disse. Det bidrager til et andet billede af Fredericia. Jeg håber, at det vil sprede sig, og at Fredericia får et bedre ry i erhvervskredse. Det kan være nøglen til vækst og fremgang,” siger Jacob Bjerregaard.

Fortsat udvikling

Kommunen og lokalpolitikerne har prioriteret erhvervs-politiken højt.
“Vi har sat ord på, at kommune skal være et service-organ, mere end en myndighed. Og det har vores dygtige medarbejdere ført det ud i livet,” siger Jacob Bjerregaard.
“Jeg ved godt, at ikke alle er enige i, at vi har forbedret os så meget. Og jeg ved også godt, at vi ikke er i mål endnu. Derfor fortsætter vi arbejdet og udvikler løbende på vores set-up. Men at udviklingen er vendt, og at der tales om os på denne måde, glæder mig rigtig meget. Det går den rigtige vej,” siger Fredericia-borgmesteren.
I løbet af i år etableres et nyt erhvervssamarbejde i Fredericia, kaldet Business Fredericia. Samarbejdet skal gerne fjerne endnu flere forhindringer for vækst, arbejdspladser og udvikling.

null

Publiceret 13 January 2015 06:30