HvidovreBibliotekerne opfordrer alle børn til at gøre gode gerninger

En god gerning i Danmark kan gøre en verden til forskel for nogle af verdens fattigste og mest udsatte mennesker i Afrika, Asien og Latinamerika.

Så enkelt lyder budskabet, når HvidovreBibliotekerne sammen med landets øvrige børnebiblioteker, pallesgavebod.dk, DR Ramasjang og LEGO-familiens almennyttige fond, Ole Kirks Fond, samler ind til Danmarks Indsamling 2015 i fællesskab med alle danske børn.

- Alle gode gerninger belønnes med 25 kroner, og alt tæller: Hvad enten man hjælper mor og far med rengøringen, køber ind for sin bedstemor eller samler skrald op fra fortovet. Og hvis man ikke selv kan finde på en god gerning, så vil Avedøre Bibliotek gerne have hjælp til at pynte børnebiblioteket op..

Vi håber, at rigtigt mange børn gør en masse gode gerninger og husker at indlevere Godhedsbeviserme på enten Avedøre Bibliotek eller Hvidovre Hovedbibliotek, fortæller bibliotekar Karen Agergaard.

<p class="mrub">Børnenes gode gerninger er millioner af kroner værd</p>

Normalt er en god gerning motivation nok i sig selv, men i januar måned er det ikke kun mor og far, som bliver glade for ekstra hjælp til f.eks. de huslige pligter. Når børnene i Danmark står sammen, så kan de gode gerninger nemlig også mærkes i verdens fattigste lande.

- Det er fjerde gang, at vi sammen med bibliotekerne og LEGO-familiens fond sætter fokus på nogle af verdens mest udsatte gennem gode gerninger. Og det er noget børnene i den grad har taget det til sig: Sidste år lavede danske børn gode gerninger for over fem millioner kroner. Det beløb vil vi jo gerne se, om vi kan matche, så vi kan hjælpe med at mindske nogle af de store uretfærdigheder, som Danmarks Indsamling i år sætter ind overfor, fortæller redaktør på Ramasjang, Per Schouby.

Det eneste, man skal gøre, er at hente et Godhedsbevis på pallesgavebod.dk, Avedøre Bibliotek eller Hvidovre Hovedbibliotek og så udfylde det med sine gode gerninger og aflevere det på biblioteket senest den 30. januar kl. 12.00.

Hver enkelte gode gerning tæller og udløser 25 kroner til indsamlingen. Børn som udfører 10 gode gerninger eller mere modtager et særligt diplom.

Siden 2010 har danske børn i alle aldre sammen med LEGO-familiens almennyttige fond, Ole Kirks Fond, samlet 17.403.000 kroner ind til Danmarks Indsamling.

Danmarks Indsamling løber af stablen i hele januar og kulminerer i et stort tv-show på DR1 lørdag den 31. januar 2015 fra kl. 19.00. I løbet af januar vil der desuden være forskellige indslag på DR Ramasjang og DR Ultra, som sætter fokus på indsamlingen for de mindste.

Publiceret 13 January 2015 08:00