Folketingsmedmelem Jesper Petersen (S) - yderst til højre - lytter interesseret til asylcenterets beboeres fortællinger. Foto: Lars J. Hansen

Folketingsmedmelem Jesper Petersen (S) - yderst til højre - lytter interesseret til asylcenterets beboeres fortællinger. Foto: Lars J. Hansen

Asylcenter:

Flygtninge skal behandles ordentligt

Folketingsmedlem Jesper Petersen (S) på visit i Sommersted Asylcenter: “Stort skulderklap til de frivilliges indsats“

Af
Mette Henriksen

Sommersted Asylcenter kunne i sidste uge tage imod det første besøg fra Folketinget. Det var Jesper Petersen (S), som havde valgt at lægge vejen fordi den tidligere efterskole, som i skrivende stund huser omkring 60 asylansøgere fra fortrinsvis Syrien.
”Med den megen diskussion, der er om emnet, og den opgave som lokalsamfundene har fået med at huse asylansøgere, så synes jeg, det var på sin plads at besøge et asylcenter i vores område,” siger Jesper Petersen, som ikke kørte hjem uberørt efter besøget.
“Det gjorde et dybt indtryk, må jeg sige. Både at høre nogle af asylansøgernes historier, og at møde nogle af de lokale frivillige, der gør hverdagen bedre for de mennesker, der har nogle virkelig slemme ting i bagagen. “
Ikke mindst var der massevis af skulderklap til de mange frivillige, som løfter asylansøgerne igennem en svær tid med bl.a. samtaler, hjælp til praktiske gøremål og afholdelse af arrangementer og udflugter. Blandt andet har frivillighedskoordinator Tina Kjær bistået en kvindelig beboer ved fødslen, der var kommet til centret uden sin mand.
“De frivillige er helt klart med til, at det er gået så godt i Sommersted, hvor jeg fornemmer, at mange af de forståelige bekymringer, der var i starten, har lagt sig. Tina Kjær, og alle de andre frivillige fortjener et kæmpe skulderklap,” siger Jesper Petersen, som hæfter sig ved asylansøgernes håb for fremtiden.
“Det var slående, at selv om de har oplevet forfærdelige ting, og har store savn, så kunne man mærke en stemning af stort livsmod. Mange gav udtryk for deres taknemmelighed for, at være i sikkerhed. Min besked til den gruppe, jeg talte med, var, at dem, der ender med at få lov at blive her, skal anstrenge sig for at kunne tale dansk, komme i arbejde og leve efter vore demokratiske normer. Det respekterer de fleste danskere,” fastslår han.
“Jeg har samme politiske holdning som før besøget. Vi må som land både tage vores del af ansvaret og være realistiske. Der er en grænse for, hvor mange flygtninge vi kan tage imod på en ordentlig måde,” Men der er mange millioner flygtninge fra krigen i Syrien. Langt de fleste er i nærområderne, men det kan ikke undgå også at påvirke os. Det er jo slet ikke alle, der får asyl her, men dem, der er her, dem skal vi behandle ordentligt og tale ordentligt om.”

Publiceret 13 January 2015 11:00