26 unge sportstalenter startede sidste år på Ullerup Bæk Skolen.

26 unge sportstalenter startede sidste år på Ullerup Bæk Skolen.

De elsker at træne og konkurrere

Fredericia Eliteidræt holder informationsmøde om talentklasser

Af
Lars Saugbjerg

Fodbold, badminton, judo, håndbold, dans - eller måske svømning? Der findes masser af unge sportstalenter i Fredericia, og de bedste af dem har mulighed for at blive endnu bedre.
I en årrække har Fredericia Kommune arbejdet på at levere ideelle rammer for talenterne. Ullerup Bæk Skolen har en talentlinje i samarbejde med Team Danmark og Fredericia Eliteidræt, hvor sportstalenter har mulighed at kombinere den tidskrævende eliteidræt med almindelig skolegang. Det er 7.-9. årgang. Du kan få alt at vide om talentklasserne på et informationsmøde den 14. januar klokken 19 i FIC.
“Her fortæller vi alle interesserede om optagelseskrav, forventninger til eleverne og andre relevante ting. Forældrene kan få information om, hvordan skolen og klubberne arbejder - og få et indblik i, hvad det er for et miljø, deres børn kommer ind i. Ullerup Bæk Skolen, som huser klasserne, er til stede - og eliteklubber og ungdomsuddannelser deltager også i mødet,” fortæller idrætschef Keld Vestergaard, Fredericia Kommune.
Er du et idrætstalent, som elsker at træne og konkurrere, vil du sikkert trives i en sportsklasse. I dag går der 26 talenter i 7. på Ullerup Bæk Skolen. 8. klasse har 20 talenter og det samme antal har 9. klasse. På ungdomsuddannelserne går der 25. Hver tirsdag og torsdag morgen får idrætstalenterne fri til at træne.
“Der er rift om pladserne i talentklassen. Sidste år havde vi 50 ansøgere, og det var altså kun de 26, som kom ind. Det er ikke nok, at man selv vil. Det er klubberne, der afdækker potentialet og indstiller til optagelse,” fastslår Keld Vestergaard.

Kommunen leverer nogle rammer, hvor man kan dyrke sit talent - uden at det går ud over skolegangen
Keld Vestgaard
Idrætschef

Informationsmødet om optagelse på talentlinjer finder sted onsdag den 14. januar klokken 19 i FIC.

Mødets overskrift er “Eliteidrætskommune” med fokus på optagelse til talentklasser. Idrætssskoler, eliteklubber og ungdomsuddannelser deltager i mødet og informerer om, hvordan du kombinerer elitetræning med skolegang/uddannelse.

Publiceret 14 January 2015 07:00