Direktør Susanne Hessellund (forrest til venstre) med nogle af sine Bel Air medarbejdere ved Nytårskuren torsdag aften.

Direktør Susanne Hessellund (forrest til venstre) med nogle af sine Bel Air medarbejdere ved Nytårskuren torsdag aften.

Nytårskur:

Helikopter-dronningen fløj hjem med erhvervsprisen

Susanne Hessellund og Bel Air Aviation blev årets vinder af erhvervsprisen

Af
Rune Weitling

Det er en helt særlig kvinde og et helt særligt firma, der torsdag aften modtog Esbjerg Erhvervsudviklings pris, der hvert år gives til en person, en gruppe af personer, en virksomhed eller en institution, som gennem deres virke har ydet en særlig indsats for at fremme vækst og udvikling i Esbjerg Kommune.
Vinderen blev Susanne Hessellund og helikopterfirmaet Bel Air, og som bestyrelsesformand John Lesbo sagde i sin tale, skyldes det blandt andet, at “virksomheden på få år har udviklet sig til at blive leverandør af en serviceydelse til de allerstørste i branchen – både nationalt og internationalt,” og at “der er tale om en ejer-ledet iværksættervirksomhed, der dygtigt har positioneret sig på et marked, hvor kvalitet, sikkerhed og exceptionel service gør forskellen for kunden.”
Selv var Susanne Hessellund - der udover at være ejer af Bel Air Aviation i øvrigt er mor til seks børn - som vanligt beskeden og ydmyg, da hun modtog prisen.
“Det her skyldes selvfølgelig en holdindsats. Vi er stolte og ydmyge over at modtage denne pris. Det har været - og er stadig - en vildt spændende rejse at være en del af Bel Air holdet, ligesom det har været utrolig spændende at deltage fra luften og følge med i udviklingen af Esbjerg fra en stor og stolt fiskeriby til at tilpasse sig udviklingen og omdanne sig til en topmoderne offshore metropol,” lød det blandt andet fra Susanne Hessellund.
Bel Air Aviation har i dag 75 medarbejdere, og har gennem årene høstet stor anerkendelse for virksomhedens evne til at skabe vækst og dygtigt at drive sin forretning. Den blev således kåret som hele Danmarks Gazellevirksomhed nummer 1 af Børsen i 2013.

Publiceret 14 January 2015 12:15