Samarbejde i Kolding og Esbjerg

Esbjerg fB har indgået en aftale med de tre klubber i fodboldsamarbejdet Kolding Nord. De indgår i fremtiden i Sydvestjysk Fodbold Samarbejde (SFS), hvis formål er at udvikle områdets fodboldspillere på alle niveauer.
Kolding Nord består af Nr. Bjært Strandhuse IF (NBSIF), Bramdrupdam GIF (BGIF) og Harte G&IF, og de tre klubber har siden 2010 arbejdet sammen om fodboldholdene fra U13 og opefter for at opnå mere homogene ungdomshold.
Ungdomsformand i NBSIF Ole Brüggert er meget begejstret for konceptet for talentudvikling i SFS-området, der består af godt 50 klubber.

- Esbjerg lægger meget vægt på, at udviklingen af ungdomsspillere skal foregå decentralt i klubberne og i de fire talentcentre, hvor vi ligger tættest på Talentcenter Øst i Vejen. Spillerne skal blive i deres klubber, så længe de udvikler sig. Ved at være tre klubber sammen i Kolding Nord har vi nemmere ved at hæve niveauet på vore trænere, og det skal EfB hjælpe os med.

Publiceret 16 January 2015 13:00