Se traileren til den film, som har begivenhederne i Haderslev den 9. april 1940 i hovedrollen

Se traileren til den film, som har begivenhederne i Haderslev den 9. april 1940 i hovedrollen

9. april:

De første levende billeder

I dag offentliggøres traileren til biograffilmen om besættelsens første dag - filmen hvor Haderslev spiller en hovedrolle

Af
Af Peter Rasmussen

I dag offentliggøres traileren til Roni Ezra og Tobias Lindholms nye danske krigsdrama 9. APRIL, en film om de soldater som drog i kamp for at bremse den tyske invasion, som blev starten på fem års besættelse.
En forårsmorgen i 1940 beordres en flok danske soldater ud for at hindre de tyske troppers invasion og fremmarch i landet. De danske soldaters modstand og de efterfølgende kampe udviklede sig dramatisk senere på dagen med store tab for den tyske hær.
Filmen 9. APRIL tager sin begyndelse på en militærkaserne i Sønderjylland i april 1940. Efter flere dages rygter om massiv tysk mobilisering syd for grænsen hersker der en trykket stemning blandt både menige og befalingsmænd. Efter en lang dags træning på øvelsesterrænet returnerer soldaterne til kasernen med besked om at holde sig i alarmberedskab.
Klokken 04.15 indløber der melding om at fjenden er gået over grænsen og straks efter beordres en dansk fortrop bestående af cykel- og motordelinger ud i den mørke nat. Med besked om, at dette ikke er en øvelse, har de ordre om at bremse og forsinke de tyske styrkers fremmarch, indtil det lykkes at mobilisere de øvrige danske forstærkninger.
I de skæbnesvangre timer følger vi sekondløjtnanten Sand (Pilou Asbæk) og hans deling af modige unge mænd. De kom som de første danske soldater til at stå ansigt til ansigt med fjenden i en nærgående og skæbnesvanger krig som fik katastrofale følger.
Med instruktør Roni Ezra og manuskriptforfatter Tobias Lindholms nye krigsdrama 9. APRIL, markerer Nordisk Film 75-året for Danmarks besættelse.
I filmen medvirker Pilou Asbæk, Lars Mikkelsen, Gustav Dyekjær Giese, Martin Greis, Joachim Fjelstrup, Jannik Lorenzen, Mikkel Bentzen, Ari Alexander, Mathias Lundkvist, Sebastian Bull Sarning og Elliott Crosset Hove.
Instruktion af Roni Ezra, manuskript af Tobias Lindholm, produceret af René Ezra og Tomas Radoor, Nordisk Film Production A/S.
Filmen produceres af Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut/Markedsordningen samt regional støtte, TV 2 og Haderslev Kommune. Filmen får premiere 12. marts 2015 i biografer over hele landet.
Traileren kan ses her: http://youtu.be/UmcttiebIN0

Publiceret 16 January 2015 12:00