Hanif Seyed træner unge og voksne i volleyball. (Foto: Erling J.)

Hanif Seyed træner unge og voksne i volleyball. (Foto: Erling J.)

Med Volley i blodet

Bolden trak Hanif Seyed til Roskilde

Af
Anette Gundlach

Glæden ved volleyball fik Hanif Seyed til Roskilde.
I dag gør han voksne og børn i klubberne VK4000 - Roskilde Ungdomsvolley og AFG Volley bedre til sporten 15 timer om ugen. Den sidste klub har han selv startet.
Hanif Seyed er født i Afghanistan, hvorfra han som 17-årig flygtede for 20 år siden sammen med sin bror.
I det første års tid boede han i en flygtningelejr i Tølløse, og det var her, han for alvor fik smag for volleyball.
- Jeg havde spillet det lidt for sjov i Afghanistan, men aldrig i klub og med turneringer, fortæller Hanif Seyed.
I flygtningelejren spillede flere af medarbejderne volley i Roskilde, og det var dem, der foreslog, at den nyankomne skulle starte.
- Når man bor i en flygtningelejr, er det rart at få noget bevægelse og møde andre folk, forklarer Hanif Seyed, der glad takkede ja til forslaget.
Han blev så begejstret for spillet og de nye holdkammerater, at han valgte at slå sig ned i sin nye klubs by, da det var hans tur til at forlade lejren.

Sport gav venner og kultur

Når man kommer som helt ny og hverken taler sproget eller kender en levende sjæl i den nye hjemstavn, er sport den bedste vej frem, erfarede Hanif Seyed dengang.
- Volleyballen var min vej til at lære danskerne og deres kultur at kende, siger han og fortsætter:
- Man er fælles om sporten og har automatisk en masse ting at snakke om, som gør, at man bliver rystet sammen.
Efterhånden blev han gift og fik to børn, der i dag er 14 og 11 år.
Da de som helt små begyndte til volley, blev han naturligt hjælpetræner på VK4000, hvor de spillede.
Og det viste sig, at han var så god til at lære fra sig, at hans elever lærte en masse og spillet samtidig var sjovt.

Hanif Seyed sammen med nogle af spillerne fra AFG Volley. Roskilde-klubben han selv har startet.(Foto: Privat)

Hanif Seyed sammen med nogle af spillerne fra AFG Volley. Roskilde-klubben han selv har startet.(Foto: Privat)

Startede for sig selv

Efterhånden besluttede den volleyball-glade mand, at han ville sprede sine bold-erfaringer ud til voksne - fortrinsvis udlændinge i Roskilde.
Klubben skulle være mødestedet, hvor de både fik rørt sig, fik nye venner og fik styr på papirer og andre problemer, de aldrig havde stiftet bekendtskab med, før de betrådte den danske jord.
I 2008 fik Hanif Seyed grønt lys fra Roskilde Kommune, og han stiftede klubben AFG Volley.
Navnet står for Afghansk Volley, men i virkeligheden kommer de omkring 45 spillere fra syv forskellige lande blandt andre Iran, Irak, Danmark og selvfølgelig fra Afghanistan.
Spillerne er mellem 15 og 45 år.

Vejen til integration

- Idræt er nøglen til integration, forklarer Hanif Seyed.
- Man kan se en stor forskel på de drenge, der starter her, allerede efter en måned, siger Hanif Seyed og forklarer, at nogle af de unge havde det svært med sig selv, da de startede i klubben og manglede en vej at slå ind på.
- Sporten hjælper dem til at finde nye mål og en mening med, hvad de kan gøre. Og så giver den selvfølgelig sammenhold og venskab, siger Hanif Seyed.
Han mener, at Roskilde Kommune skal gribe fat i unge meget tidligere for at få dem til at dyrke sport, så de kommer godt ind i det nye land.

Familien Volley

I familien Seyed interesserer alle sig for volleyball.
Mor er også med, når turneringerne bringer dem ind i hallerne rundt omkring i landet.
- Det er hyggeligt, når vi tager af sted sammen hele familien.
Efterhånden bruger Hanif Seyed mest tid på træningen i børnenes klub VK4000, hvor han træner børn, der går i 4. til 7. klasse.
For det første sætter døgnets 24 timer en begrænsning, når man som Hanif både arbejder på fuld tid, træner andre 15 timer om ugen og også gerne vil træne selv.
For det andet elsker han at være sammen med familien om sporten.
- Det er hyggeligt at tage ud sammen med mine børn, siger han. Også selvom han må anstrenge sig for at holde sig tilbage med råd, når hans egne poder spiller, siger han med et stort smil.
Hans egen klub AGF Volley, kører videre på fuldt tryk med træning flere gange om ugen og både lokale turneringer og i udlandet.
Man kan læse mere om begge klubber på nettet.

ag@roskildeavis.dk

Publiceret 18 January 2015 00:15