Som afslutning på arrangementet vil der være præmier til de bedste kvalitetsskind. Foto: Kopenhagen Fur.

Som afslutning på arrangementet vil der være præmier til de bedste kvalitetsskind. Foto: Kopenhagen Fur.

Skindudstilling på Designskolen

Livemusik og modeshow kan opleves den 6. februar

Designskolen Kolding står i pelsens tegn når Fyn og Sydjyllands Pelsdyravlerforening afholder skindudstilling.
Der er lagt op til en hyggelig eftermiddag fredag den 6. februar, når de fineste skind fra egnen bliver vist frem. Dagen vil starte med et stort pelsmodeshow, hvor buntmager Ole B. Christensen og Kopenhagen Studio viser de nyeste styles. Musiker Thomas Buttenschøn er draget ud på fortællerturné med en portion nye sange fra sit femte album “Sange Der Ikke Er Til Radioen”, og kommer forbi Designskolen Kolding i dagens anledning. Skindudstillingen åbnes med tale af Designskolen Koldings rektor Elsebeth Gerner Nielsen.

Til arrangementet vil der blive serveret champagne og pindemadder.
“Til årets skindudstilling har vi valgt at gribe det an anderledes end normalt. Som noget nyt holder vi skindudstillingen på Designskolen Kolding, fordi vi allerede har et tæt samarbejde med skolen. Der er noget fint ved at samle råmaterialet, designerne og sidst de færdige kollektioner fra Kopenhagen Studio og Ole B. Christensen i samme lokale”, siger minkavler, Peter Hindbo, der har været med til at arrangere arrangementet.

Hvert år sender egnens minkavlere skind til udstillingen, så de kan blive rangeret af et dygtigt dommerpanel. Som en afslutning på arrangementet vil der være overrækkelse af præmier til de bedste kvalitetsskind.

Dagens program

14.00 Skindudstilling åbner
14.30 Åbningstale ved Elsebeth Gerner Nielsen
14.45 Modeshow
15.00 Musik ved Thomas Buttenschøn
16.00 Overrækkelse af præmier.

Publiceret 18 January 2015 08:00