Allan Breckling stødte ved en tilfældighed på Linda Lassens roman ’Men sko må jeg ha’. Han blev så begejstret, at bogen nu er omdrejningspunktet for hans næste Bogcafé i Café Figo. Desuden planlægger han at sprænge en litterær bombe i foråret. Den er engelsk og top-secret, lyder det hemmelighedsfuldt fra Bogcaféens bagmand. Foto: Svend Mikael Larsen

Allan Breckling stødte ved en tilfældighed på Linda Lassens roman ’Men sko må jeg ha’. Han blev så begejstret, at bogen nu er omdrejningspunktet for hans næste Bogcafé i Café Figo. Desuden planlægger han at sprænge en litterær bombe i foråret. Den er engelsk og top-secret, lyder det hemmelighedsfuldt fra Bogcaféens bagmand. Foto: Svend Mikael Larsen

En stille krig i Brecklings Bogcafé

En vandrelærerindes stille krig er i fokus på næste Bogcafé i Café Figo. Og så byder foråret på en bombe, lover Allan Breckling

Af
Af Svend Mikael Larsen

En roman om sønderjydernes stille krig mod den preussiske besættelsesmagt efter nederlaget i 1864 bliver omdrejningspunktet for Allan Brecklings næste Bogcafé den 4. februar i Café Figo. Her vil forfatteren Linda Lassen læse op af og fortælle om arbejdet med sin nyeste bog 'Men sko må jeg ha' om vandrelærerinden Henriette Gubi.
Linda Lassen har tredive bøger på cv'et, overvejende børne- og ungdomsbøger, og mon ikke man kalde den nyeste for hendes litterære gennembrud. Hun er fra Fyn og bor i dag i Gråsten, hvor hun er dykket ned i landsdelens historie. Det er her, hun er stødt på Henriette Gubi. Med hende som udgangspunkt har hun i bogen beskrevet sønderjydernes stille kamp for at bevare danskheden efter 1864.
“Straks efter at preusserne havde indlemmet Sønderjylland i det tyske rige, startede en fortyskning af befolkningen. Bare som eksempel blev det forbudt at synge danske sange for åbne vinduer. For så risikerede man at blive anholdt,” fortæller Allan Breckling.
“Og så var der historien om en dansk købmand, der annoncerede efter en komis, og gjorde det på dansk. Han mistede sin forretning, som i stedet blev overtaget af en tysk købmand, vistnok fra Kiel,” fortæller han videre.
Preusserne forbød også gudstjenester på dansk og forlangte, at al undervisning i skolerne skulle foregå på tysk. Her var det, at Henriette Gubi som en af de 'stille eksistenser' startede sin egen modstandkamp ved at gå fra gård til gård og undervise børnene i dansk efter skoletid, hvilket selvfølgelig var meget ulovligt.

Så bogen ved et tilfælde

“Det var ved et tilfælde, at jeg faldt over Linda Lassens roman. Jeg så den hos boghandleren og tænkte, at det nok var noget femi-litteratur og ikke for mig. Men boghandleren anbefalede den kraftigt, og nu efter at have læst den, må jeg give boghandleren ret. Det er en fantastisk roman over en virkelig person, som sikkert var gået i glemmebogen, hvis ikke Linda Lassen havde gravet hende frem og givet hende og denne periode i landsdelens historie nyt liv. Så jeg glæder mig virkelig meget til høre alt det spændende, hun kan fortælle om den stille krig efter 1864,” smiler Allan Breckling forventningsfuldt.

Gensyn med Tudvad

Breckling, som ikke har noget imod at blive kaldt bog-nørd, oplyser i øvrigt, at Bogcaféen igen får besøg af Peter Tudvad, som denne gang vil fortælle om sin nyeste 'I krig og kristendom' om den tysk teolog og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer.
“Jeg har fået mindst tredive tilkendegivelser af folk, som har været begejstrede for den måde, Peter Tudvad formidlede sine tanker om Søren Kierkegaard på den første Bogcafé i april, og som meget gerne ville møde ham igen. Det bliver der så mulighed for her i foråret,” lover Allan Breckling.
Desuden kan man allerede nu se frem til at møde litteraturforskeren Jens Andersen, der især er kendt for sine biografier om kendte danskere som Dronning Margrethe, H.C. Andersen, Thit Jensen, Frank Arnesen og Tove Ditlevsen.
Foråret byder også på et besøg af Marie Helleberg, der er kendt for sine historiske romaner. Senest om kongedatteren Leonora Christina Ulfeldt.

Brecklings bombe

“Jeg har endnu en ting på plakaten, og det er en bombe!” smiler Allan Breckling hemmelighedsfuldt.
“Men det er top-secret, for der er endnu ikke skrevet kontrakt. Jeg kan dog røbe, at jeg har haft nogle afsindigt morsomme telefonsamtaler med vedkommende, og at det er foregået på engelsk ... mere siger jeg ikke,” lyder det fra Bogcaféens bagmand.

Breckling er nysgerrig

Allan Breckling er en nysgerrig mand, og han vil meget gerne høre fra områdets sikkert mange læseklubber og -kredse, som garanteret har indtil flere bud på spændende litteratur, som kan begejstre andre bog-glade mennesker.
Dem hører Breckling gerne fra, nu hvor han skal i gang med at stykke et program sammen for efterårets Bogcaféer. Man kan f.eks. henvende sig via facebook-gruppen 'Brecklings Bogcafé', lyder hans opfordring.
Næste Bogcafé den 4. februar starter med en lækker buffet kl 18. Buffet og foredrag kan bestilles via Café Figo på tlf. 7444 9044.

Publiceret 20 January 2015 09:00