Rektor Kirsten Jensen byder igen velkommen til informationsaften.

Rektor Kirsten Jensen byder igen velkommen til informationsaften.

Kom helt tæt på gymnasielivet

Få indblik i en verden fuld af muligheder, når Hvidovre Gymnasium & HF tirsdag den 27. januar kl. 19.30 holder informationsaften for kommende elever

Tirsdag den 27. januar kl. 19.30 byder Hvidovre Gymnasium & HF indenfor til årets informationsaften for kommende elever og deres forældre.

På denne aften vil der være rig mulighed for, at de unge mennesker kan danne sig deres eget indtryk af gymnasiet. Sammen med deres forældre kan de også få sig en uformel snak med gymnasiets lærere, de nuværende elever, uddannelsesledere og rektor.

Hvidovre Gymnasium & HF udbyder 11 studieretninger på STX, og ifølge rektor Kirsten Jensen burde der være noget for enhver smag:

- Uanset om drømmen er at blive journalist, fysiker, medietilrettelægger, sygeplejerske eller politiker, så har vi en studieretning, som kan danne et godt grundlag for dette mål, siger Kirsten Jensen.

Som supplement til gymnasiets fire nuværende HF-linjer udbyder gymnasiet i det kommende skoleår to helt nye, målrettede HF-linjer - Mediejournalistik-HF og Global HF. Linjer, der er tiltænkt de modne HF’ere, som er nysgerrige, initiativrige og har lyst til at lære ved at skabe i samarbejde med deres medstuderende og lærere.

På linjen Mediejournalistisk-HF er eleverne nødt til at forlade deres komfortzone og komme ud i marken med deres vigtigste værktøj - et digitalt videokamera, som er deres gennem begge år på studiet.

Også på Global HF kommer man i høj grad udenfor gymnasiet vante rammer. Her er der nemlig flere rejser på programmet, og dermed er linjen som skabt for eleven, der kan lide at følge med i verdenssituationen.

På informationsaftenen vil der også være mulighed for at få indblik i gymnasiets udbud af ekstra studierejser, frivillige aktiviteter og talentudvikling. Et område, der bliver udviklet på år for år.

I dette skoleår lader Hvidovre Gymnasium & HF som noget nyt ti talentfulde elever gennemgå en række naturgeografiske seminarer sammen med ti 9.-klasseselever fra Frydenhøjskolen og Langhøjskolen, inden hele gruppen i april drager til Island for at lave feltstudier. Her skal de ud at gå på gletsjere, opleve øens termiske aktivitet og have en forelæsning med Islands førende vulkan-ekspert og leder af Nordic Volcanological Center, Ph.D. Rikke Pedersen.

- Vi kan se, at vores elever udvikler sig både menneskeligt og fagligt, når de som supplement til den almindelige undervisning får mulighed for at være en del af disse ekstraordinære projekter. Derfor vil vi også gerne fortælle de kommende elever om nogle af de muligheder, de har for at rejse ud i verden eller fordybe sig ekstra meget i de fag, de brænder for, forklarer Kirsten Jensen.

Hun peger på, at gymnasiet hvert år sender elever på ekstra sprogrejser til Berlin, London og Paris. I forrige uge var en gruppe af skolens elever med spansk på tur til Madrid, hvor de boede hos spanske familier og gik på sprogskole.

Også den amerikanske kultur blev studeret på tæt hold i skoleårets start, da ti udvalgte elever med engelsk på A-niveau fik muligheden for at tage med på en udvekslingsrejse til Hayesville i staten North Carolina. Her var de privat indkvarteret og fulgte undervisningen på den lokale high school. Denne rejse og skolens øvrige tilbud er der rig mulighed for at høre nærmere om den 27. januar kl. 19.30.

- Vi ser meget frem til at byde de kommende elever og deres forældre velkommen på informationsaftenen, og give dem muligheden for at komme helt tæt på gymnasielivets mange facetter, slutter Kirsten Jensen.

<p class="mrub">FAKTA</p>

Hvidovre Gymnasium & HF inviterer til informationsaften tirsdag den 27. januar kl. 19.30.

Studieretninger på STX: Film- & medielinjen, Sciencelinjen, Samfundslinjen, Sproglinjen, Samfunds- & medielinjen, Musiklinjen, Idrætslinjen, IT- & samfundslinjen, Biotek-linjen, Geopolitik-linjen og Psykologilinjen.

HF-linjer: Global HF, Mediejournalistik-HF, Politi-HF, Sundheds-HF, Pædagog-HF og Almen HF.

Publiceret 20 January 2015 08:00