Karen Sundtoft.

Karen Sundtoft.

Ny jazzsæson begynder søndag

Sønderborg Jazzclub sparker 2015 i gang med lokal sangerinde

Af
Mikkel Hansen

Det er ikke hverdagskost inden for jazzverdenen, at en sangerinde sætter tekst til musik komponeret af en trommeslager. Men det er tilfældet med Karen Sundtoft, der har skrevet teksterne til musikken af trommeslageren Anders Mogensen.
Resultatet kan man høre ved Sønderborg Jazzclubs næste koncert, der finder sted søndag den 25. januar på Sønderborghus. Det er som altid en matiné-koncert med start klokken 15.
Der er det ekstra ved denne koncert, at solisten, Karen Sundtoft, har lokale rødder. Hun er fra Broager, og hun bliver sæsonens første sangerinde i jazzklubben.
Karen Sundtoft mødte trommeslageren Anders Mogensen under Copenhagen Jazz Festival i 2009, og de to har siden holdt kontakten. Dengang i 2009 havde Anders Mogensen netop udgivet albummet Gratitude, og det satte gang i tekstskrivningen for Karen Sundtofts vedkommende.
Ved koncerten ledsages de to af Simon Krebs på guitar og Mariusz Prasniewski på bas.
Entreen er 130 kroner for ikke-medlemmer, 80 kroner for medlemmer af jazzklubben og 50 kroner for studerende.
 

Publiceret 20 January 2015 08:30