Stille stunder i en hektisk hverdag Risbjerg Kirke tilbyder aftner med ro og refleksioner

Hvem kender ikke til at man på en ferierejse kommer forbi en kirke og lige må indenom for at se hvad kirken rummer indeni?! Og man bliver så næsten altid slået at roen og stilheden og storheden i kirkerummet. For selv, når der ikke er andre tilstede eller der ikke er gudstjeneste eller andagt, er der jo noget at komme efter i kirkerummet.

I en for mange alt for hektisk hverdag kan man godt længes efter sådanne stille stunder, hvor der er tid til eftertanke og bare at være. Tid til at trække vejret dybt og forholde sig til, at man er lige her og nu og ikke straks er på vej til det næste og derfor ikke kan være nærværende i det nuværende.

Risbjerg kirke tilbyder sådanne ”Stille stunder” et par gange om måneden. Og tænker man nu åh nej det kan jeg jo netop ikke, fordi jeg er fortravlet, så er det med denne form for åndelig motion, som med den fysiske; en lille time her, giver faktisk energi til adskillige timer, som man ellers kunne have svært ved at se sig igennem.

De stille stunder er lagt sidst på eftermiddagen, så der er mulighed for at afpasse det på vej hjem fra arbejde eller inden man skal nå sit aftenprogram. Den 2. og 4. onsdag kl. 17.15 er der stille klassisk musik i kirken, dæmpet belysning og mulighed for at sætte sig omkring døbefonden og finde ro.

Fra 17.30 læses et afsnit af Martin Lönnebos reflektioner fra bogen Væven. Små tekststykker, der relaterer til hverdagen og både har fin sammenhæng og kan tages ind enkeltstående, så det er muligt at følge med også selv om man ikke har mulighed for at komme hver gang.

Overvej at lægge vejen inden om Risbjerg kirke onsdag den 28. januar også selv om det er en arbejdsdag og ikke nødvendigvis en feriedag! Øvrige datoer for Stille stunder kan findes på risbjergkirke.dk eller sognepræst Lisbeth Munk Madsen kan kontaktes på tlf 36 75 31 75.

Publiceret 20 January 2015 08:00