Foto: Folketeatret

Foto: Folketeatret

Historien om Bang og Betty

Mød Herman Bang og Betty Nansen i forestilling på Sønderborg Teater

Folketeatrets roste og reumertvindende drama om to store personligheder, Herman Bang og Betty Nansen, opføres på Sønderborg Teater onsdag den 28. januar kl. 19.30.
Bang og Betty er en stor og smertefuld fortælling om det venskab og uvenskab, som knyttede Herman Bang og Betty Nansen sammen i over femten år. Om to mennesker, der stillede så store krav til kunsten og kærligheden, at kun disse to kunne rumme hinanden.
Året er 1898. Det moderne gennembrud har sat gang i en rasende debat om kønsroller, kvindefrigørelse og homoseksualitet.
Herman Bang indfinder sig til prøvestart på Folketeatret for at iscenesætte sin veninde og yndlingselev, Betty Nansen i August Strindbergs skandale-drama Frøken Julie. Til Betty Nansens store fortrydelse skal den mandlige hovedrolle spilles af den unge og talentløse, men højest attraktive skuespiller, Fritz Boesen, til hvem Bang nærer en dyb og uindfriet kærlighed.
Spændingerne er voldsomme. Betty Nansens eget vaklende ægteskab, har skabt en hungrende kvinde, og det står hurtigt klart, at prøvearbejdet må vige for egoismen, kærligheden og begæret.
Situationen tilspidses, da den fremadstormende forfatterspire Johannes V. Jensen indfinder sig.
For sin præstation som Herman Bang modtog Ole Lemmeke teaterjournalisternes pris: Teaterpokalen samt dette års Reumertpris i kategorien: Bedste mandlige hovedrolle. Dramatikeren Jakob Weis fik Henri Nathansen legatet, og CPH-Culture kårede Bang og Betty som årets bedste danske skuespil.
Skuespillet er skrevet af Jakob Weiss og instrueret af Christoffer Berdal. Nina Flagstad har stået for scenografien. Medvirkende i forestillingen er Ole Lemmeke, Karin Bang Heinemeier, Morten Hemmingsen og Thomas Jacob Clausen.
Billetter til forestillingen sælges på www.sonderborgteaterforening.dk.

Publiceret 21 January 2015 08:30