Rock og pop på musikskolen fredag

Fredag den 23. januar åbner Musikskolen igen dørene for alle unge, børn og deres forældre til en aften i rock- og popmusikkens tegn.
Det er tredje gang, at Musikskolen gennemfører Rytmisk Fredag, hvor alle Musikskolens bands er inviteret til at optræde, og hvor aftenen altid slutter med en overraskelse i form af et professionelt band eller en solist. Første år var det Thomas Buttenschön, der indtog scenen, sidste år var det det tidligere Musikskole band ”As Poem Goes”, der var overraskelsen, og i år bliver det danske ”Ørenlyd” med Musikskolens egen underviser, Thomas Ousager, bag trommesættet.
Ørenlyd bragede igennem den danske lydmur som en del af det første hold ”Karrierekanonen” tilbage i år 2000 og blev et af de mest spillede danske orkestre på DR. Efter en pause på 10 år er bandet nu samlet igen.
Aftenen bliver krydret med det helt store lysshow, godt lydanlæg, røg og damp.
"Det er vigtigt, at alle vore bands får lov at opleve, hvor fedt det kan lyde med professionelt lydudstyr og på en rigtig scene," fortæller bandkoordinator, Marianne Müller Nielsen.
"Desuden håber vi, at børn og unge, der ikke spiller i band eller musik i øjeblikket, får lyst til at prøve det, når de ser andre unge stå på scenen og trykke den af."
Kl. 18.30 går det første band på scenen, og ca. kl. 21.30 går Ørenlyd på.
Det hele foregår på Musikskolen, Skovvej 16 i Sønderborg fredag den 23. januar. Der er fri entré.

Publiceret 21 January 2015 21:30