Brian Ankersen og Team HK Køge sikrede sig tirsdag aften videre adgang til 5. runde i DHF's Landspokalturnering. (Arkivfoto: JCJ).

Brian Ankersen og Team HK Køge sikrede sig tirsdag aften videre adgang til 5. runde i DHF's Landspokalturnering. (Arkivfoto: JCJ).

Team HK Køge sikkert videre i pokalturneringen

Af
Per Møller

HÅNDBOLD: Kun 48 timer efter at Team HK Køge spillerne forlod banen efter den hæsblæsende hjemmekamp mod Øresund Håndbold i 2. Division, en kamp der resulterede i en kneben 22-21 sejr til køgenserne, var holdet tirsdag aften i aktion igen.
Denne gang i DHFs Landspokalturnering 2014/15, hvor modstanderen var Næstved/Herlufsholm der til daglig frister en tilværelse i 3. Division.
Team HK Køge trak som ventet det længste strå i kampen, der resulterede i en sejr på 32-23.
Næstved/Herlufsholm fulgte dog godt med i de første 30 minutter og gæsterne førte kun med tre mål ved pausen.
- Første halvleg var ret tæt. Næstved/Herlufsholm har fået tilgang af en tidligere ligaspiller fra Team Sydhavsøerne, og han voldte os ganske mange problemer. Men efter pausen skruede vi 20 procent mere på og løb dem over ende det første kvarter hvor vi bragte os afgørende foran med 9-10 mål og kunne det sidste kvarter stille og roligt køre kampen hjem. Vi spillede efter et nyt kontra-koncept og det virkede faktisk rigtigt godt. Så vi skal nok forsøge at bygge videre på dette. Men skønt at fastholde sejrsrytmen - det er sindssygt vigtigt vi holder fast i den nu hvor alle resterende otte kampe i 2. Division er "pokalkampe" i bestræbelserne på at sætte os på førstepladsen, siger Team HK Køges anfører Brian Ankersen til Lørdags-Avisen.
Team HK Køge er dermed videre til 5. runde i turneringen, og i klubben venter man nu spændt på udfaldet af lodtrækningen. Det er i denne runde at Ligaklubber indtræder i turneringen.
- Det kunne være sjovt at trække TMS Ringsteds førstehold fra 1. Division. Et vaskeægte naboopgør - også for at vi kan måle os med dem i en betydende kamp. Men det kunne også være sjovt at trække et ligahold. Lad os få en rigtig publikumstræffer der kan fylde Køgehallen, siger Brian Ankersen.
Lodtrækningen til 5. runde foretages om ca. et par uger - så indtil da må Team HK Køge glemme alt om pokaldrømmene og fuldt ud koncentrere sig om at fastholde topplaceringen i 2. Division.

Publiceret 21 January 2015 10:00