Debat:

Det kan kun blive bedre

Det er ikke ofte forekommende, at en udvalgsformand i lokalpolitik lader sig skifte ud. Endnu sjældnere er det, at det sker efter kun et år på posten og - må formodes - efter moden overvejelse.

Officielt hedder det, at Venstres Jesper Andreasen, Nustrup, trækker sig, fordi hans professionelle arbejde på VUC ikke harmonerer med en tidkrævende rolle som formand for et udvalg, der har det omstridte jobcenter under sig.

Forklaringen er naturligvis en undskyldning, der skal skjule, at Jesper Andreasen ikke har slået til. Han har ganske enkelt ikke formået at markere politisk handlekraft, der kunne føre til, at hans udvalg kom i nærheden af at opfylde valgkampens smukke slagord "Borgeren før systemet".

Systemets folk har været styrende og agerende, og da mange klemte borgere desperat har kæmpet for deres ret til blive behandlet værdigt og korrekt, er Jesper Andreasen blevet som en lus mellem to negle.

Formandsskiftet er ikke systemets skyld, det er ikke klemte borgere skyld, og det er ikke Jesper Andreasens skyld. Han var bare uegnet til opgaven som formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

Hvordan det vil gå for afløseren på formandsposten, radikale Karl Erik Olesen, Sønderballe Strand, er naturligvis ikke til at sige. Det er både en styrke og en svaghed, at han selv er tidligere topembedsmand. Som tidligere skolechef kender han systemet inde fra, hvilket er en styrke, men det kan være en svaghed, at han nu skal op mod tidligere kolleger i systemet.

Det sidste er en politisk nødvendighed, for både i det år, der er gået, og i den periode, da socialdemokraten Finn Lykkeskov, Vojens, havde formandsposten, politiserede jobcentrets top mere end politikerne.

Den situation har længe været uholdbar. Det kan kun blive bedre.

Havkatten Calle

Publiceret 21 January 2015 15:00