Jane var ikke alene: I løbet af den første uge fik hjemmesiden Hjemmeunger.dk mere end 300 tilmeldinger, og i dag er der flere tusinde hjemmegående mødre og fædre, som følger med i Hjemmeunger-universet.

Jane var ikke alene: I løbet af den første uge fik hjemmesiden Hjemmeunger.dk mere end 300 tilmeldinger, og i dag er der flere tusinde hjemmegående mødre og fædre, som følger med i Hjemmeunger-universet.

Familien Danmark:

“Moderskabet væltede mig omkuld”

Fuldtidsmor med et budskab: Jane Thoning Callesen valgte at gå imod strømmen, da hun blev mor for første gang

Af
Mette Henriksen

“Mit eget skift fra karriere til hjemmegående var en lang frustrerende og opslidende proces: Gennem studietiden var jeg superambitiøs, og jeg glædede mig til at gøre karriere i medieverdenen. Men moderskabet væltede mig omkuld af kærlighed – og jeg havde pludselig ingen lyst til at overlade vores børn til pædagoger fem ud af ugens syv dage.”
Sådan siger Jane Thoning Callesen, der står bag Hjemmeunger.dk., et forum for hjemmegående.
“Da jeg for knap seks år siden vinkede farvel til min ph.d. for at blive hjemmegående mor, blev jeg mødt af et hav af fordomme. Folk undrede sig højlydt over, at jeg gad være sammen med vores søn på fuld tid. Fordommene gik især på, at jeg ville komme til at kede mig, at jeg ville blive for evigt tabt bag karrierevognen, og at jeg formentlig ikke ville være i stand til at stimulere vores søn lige så godt, som professionelle pædagoger kunne,” fortæller Jane.
“I dag er det - heldigvis - mere legalt at tale om, at man gerne selv vil tage sig af sine børn, mens de er små, og der er ikke længere samfundsmæssig konsensus om, at pædagoger er bedre til at varetage små børns udvikling end forældrene er,” siger hun og tilføjer:
“Når jeg i dag fortæller om mit valg, møder jeg i langt højere grad accept, forståelse og positiv misundelse. For seks år siden var den typiske reaktion: “Hold da op, det gad jeg godt nok ikke, og jeg tror heller ikke, det er godt for jeres søn - tænk på alt det, han går glip af”. I dag siger folk tit: “Wauw, jeg ville ønske, jeg kunne gøre det samme, og hvor er jeres børn heldige, at de får sådan en tryg barndom.”
Jane Thoning Callesen er samtidig fuld af tillid til, at kunne gøre comeback jobmæssigt senere.
“Jeg er jo hverken blevet mindre intelligent eller mindre kompetent af at tage ansvar for vores tre børns opvækst,” siger hun og tilføjer afsluttende:
“Når jeg taler med tidligere hjemmegående, der nu er tilbage på arbejdsmarkedet, hører jeg ofte, at arbejdsgiverne har stor respekt for beslutningen om at hive nogle år ud af kalenderen til gavn for familien, og at det faktisk er lettere at gøre comeback, end mange frygter.”

null

Publiceret 21 January 2015 06:00