Livstrappen. Foto: Søren Thorsen

Livstrappen. Foto: Søren Thorsen

Kunst:

Livstrappen afsløres

Fredag afslører VUC sit seneste kunstværk: "Livstrappen"

Af
pra

På fredag kl. 13.00 er der afsløring af VUC Syds senest erhvervede kunstværk Livstrappen. Den markante skulptur, der afbilder livets stadier, skal stå på havnefronten ved VUC Syd og er skabt af kunstneren Heidi Guthmann Birck. Ved samme lejlighed er der fernisering på udstillingen Livstrappen - trin for trin om skulpturens tilblivelse og en bog om værket udgives også.
Det er en skulptur med en stærk symbolkraft, der fredag d. 23. januar kl. 13 bliver opstillet og afsløret ved VUC Syd på havnefronten i Haderslev.
"Med skulpturen har jeg reduceret menneskets livsforløb til tre eksistentielle livsstadier i et moderne udtryk, som de fire bronzefigurer, der alle bærer på en genstand, repræsenterer: Den første alder "barndom", den anden alder "ungdom", den tredje alder "alderdom"," fortæller kunstneren Heidi Guthmann Birck.
Borgmester og bestyrelsesformand for VUC Syd H. P. Geil vil sige et par ord, inden han afslører kunstværket. Ved samme lejlighed udgives en bog om Livstrappen, hvori Heidi Guthmann Birck på fængende vis beskriver skulpturen og tankerne bag samt giver indblik i arbejdsprocessen med billeder og ord.

Publiceret 21 January 2015 07:15