Heywire i deres tætpakkede øvelokale i en fugtskadet kælder. Deres album udkommer på fredag. Foto: Peter Friis Autzen

Heywire i deres tætpakkede øvelokale i en fugtskadet kælder. Deres album udkommer på fredag. Foto: Peter Friis Autzen

Udgiver album:

“Pladekontrakten ændrer alt for os”

Heywire får opfyldt en drøm

Af
Peter Friis Autzen

Drømme er ikke sådan at slå ihjel. Slet ikke, hvis man drømmer dem i kor. Om få dage får rockbandet Heywire opfyldt en mangeårig drøm: Udgivelsen af en cd på kontrakt med det tyske pladeselskab, Massacre Records.
“Det er stort. Det er min drengedrøm, der går i opfyldelse,” siger bandets guitarist.
Når han er musiklærer i Kolding, hedder han Jørgen Ulbjerg. Men når han er på scenen med Heywire, hedder han Jay.
Lokalavisen møder det pladeaktuelle band i deres øvelokale, en fugtskadet kælder i Fredericia. Her er så tætpakket med instrumenter og udstyr, at alle skal bevæge sig samtidig for at komme rundt. Når bandet går ind i lokalet, skal det ske i den rigtige rækkefølge.
To keyboards og et trommesæt med to stortrommer og hele seks tam'er fylder godt. Og så er der “the wall of sound”: En hel væg af forstærkere.
Gulvet er fugtigt, så for at undgå at få stød er mikrofonerne forsynet med en ekstra, isolerende, grøn, hæklet vindhætte. Den hjemmelavede hætte er måske ikke ligefrem rock n' roll, men det er viljen til at spille med strøm i mikrofonen til gengæld.

Sparker døre ind

Heywire har i årevis kæmpet for at få en pladekontrakt og for at få spillejobs på de danske festivaler og andre scener.
Det er blevet til store jobs som opvarmning for navne som Deep Purple og Dio. Men derudover er det svært at markere sig uden pladekontrakt. Måske er landet for lille og genren for smal. Så nu satser de på Tyskland. Og med kontrakten tror de på det.
“Vi spiller symfonisk, melodisk hardrock med elementer af blackmetal,” siger Jørgen Uldbjerg.
Ingen af de fire bandmedlemmer bryder sig om at sammenligne Heywire med andre, mere kendte bands.
“Vi har vores helt egen lyd. Pladeselskabet gav os en stak cd'er med deres andre kunstnere. Men meget af det lyder ens. Det kan man ikke sige om os: Vi har vores egen lyd og stil,” siger sanger og bassist, Anders “Andy” Mandrup.

Fandt sanger i bandet

For nogle år siden stod det ambitiøse band pludselig og manglede en forsanger.
“Vi ledte i to år og havde flere til audition. Til sidst fandt vi ud af, at Anders er en fantastisk sanger. Og han havde været med på bas hele tiden!” siger Niels “Taz” Christensen, der ud over at spille trommer også er bandets manager - og indehaver af den fugtige kælder.
CD'en hedder HeyWire og udkommer 23. januar. Den kan bestilles i hele verden og handles også på iTunes.

Publiceret 21 January 2015 06:00