Grænselandet på plakaten

Lørdag holder Socialdemokraterne i Region Syddanmark en anderledes workshop i Aabenraa med oplæg af bl.a. skatteminister Benny Engelbrecht og formand for Folketingets Sydslesvigudvalg Troels Ravn. Emnet er samarbejdet hen over grænsen.

Den socialdemokratisk ledede regering lancerede sidste år en samlet plan for et markant styrket dansk-tysk samarbejde med det klare mål at skabe større vækst i vores sydjyske grænseregion. Det følger Socialdemokraterne nu op på med denne workshop. Formålet er at komme med konkrete input om udfordringer og muligheder som vi ser i vores grænseregion. Trods en høj levestandard er vi udfordret af affolkning og centralisering af en række offentlige institutioner.
 
Workshoppen har været populær blandt de socialdemokratiske medlemmer. Alle pladser er optaget. Skatteminister Benny Engelbrecht og formand for Folketingets Sydslesvigudvalg, Troels Ravn, vil indlede dagen med  indspark, hvorefter deltagerne vil bruge workshoppen på at drøfte politik og finde nye konkrete forslag, som de folkevalgte efter mødet kan tage med over på Christiansborg.
 
“Vi ønsker at bidrage til den danske debat om det gode liv, man lever udenfor de største byer i Danmark. Her kan man som almindelig familie købe et hus, få natur i verdensklasse samt adgang til et tysk naboland med dets særpræg og samtidig have god luft i økonomien”, siger Palle Graversgaard, der til dagligt bor i Bredebro, sidder i byrådet i Tønder Kommune og er medlem af Socialdemokraternes hovedbestyrelse.
 
I forhold til Øresundsregionen har det politiske fokus på det dansk-tyske grænseområde indtil for nyligt været forsvindende lille. Et stærkt dansk-tysk samarbejde er ikke kun af afgørende betydning for Sønderjylland, men for hele landet.
“Tyskland er vores ubestridt største handelspartner, og vi vil alle få gavn af et tættere samarbejde hen over grænsen og mellem vores to lande. Det gælder hele landet - man kan for eksempel mærke i Esbjerg Havn, når der er fyldt op i Hamborgs havn. En indsats for et endnu bedre samarbejde mellem vores to lande vil derfor hurtigt kunne betale sig i form af flere arbejdspladser og større vækst”, siger Bent Andersen, socialdemokratisk hovedbestyrelsesmedlem bosat i netop Esbjerg.
 
Troels Ravn, formand for Folketingets Sydslesvigudvalg glæder sig til at se, hvilke forslag som ser dagens lys på lørdagens workshop: “Først og fremmest er jeg glad og stolt over at være medlem af et parti, hvor den dansk-tyske grænseregion betyder så meget for medlemmerne, at pladserne på workshoppen er taget. Men for mig som politiker er det også rart at lytte, så jeg glæder mig rigtigt meget til at høre hvilke forslag, som kommer frem på dagen og vinder gehør blandt partiets medlemmer.”
 
Workshoppen finder sted hos 3F Aabenraa-Tønder, H.P. Hanssens gade 21, Aabenraa lørdag d. 24. januar kl. 10.00-13.00.

Publiceret 23 January 2015 10:00