Eleverne var koncentrerede om at udvikle de gode ideer til en færdig prototype.

Eleverne var koncentrerede om at udvikle de gode ideer til en færdig prototype.

Skoleelever jagtede ideer på Innovationsfabrikken

Elever fra Lyshøj Nord oplevede processen fra idé til færdigt produkt

24 spændte elever fra 8.A på Lyshøj Nord blev mandag den 19. januar de første skoleelever til at udvikle produkter fra ideer til håndgribelige prototyper i FabLab på IBC Innovationsfabrikken i Kolding.
Eleverne ankom med store forventninger til dagen, der var bygget op om en forretningscase. De skulle arbejde som idéudviklere for en virksomhed, der manglede input til et specifikt produkt.
Brugere af FabLab på IBC arbejder fra første idé til færdig prototype, som også var planen for 8.A. Derfor blev de først introduceret til dagens udfordring, som var design-bordskånere.

Jagten på dagens idé

Eleverne tegnede og skrev deres idéer på post-its. Herefter fik de en grundig gennemgang af FabLab'ets muligheder – 3D-printere, folieskærer, laserskærer og meget andet. Den store jagt på dagens idé gik ind i klassens faste grupper, og eleverne knoklede for at få deres idé gjort til virkelighed.
De færdige resultater blev mange forskellige bud på løsninger – udarbejdet i pap, skumpap og træ kombineret med folie, stanniol og mange andre materialer, der imponerede både FabLab-medarbejderne og Anne Bertelsen, 8.A.'s lærer, som deltog sammen med klassen.

Publiceret 23 January 2015 09:30