Jens Peter Peters bag sit skrivebord ved Fredericia Havn. Foto: Peter Friis Autzen

Jens Peter Peters bag sit skrivebord ved Fredericia Havn. Foto: Peter Friis Autzen

Direktør:

Nu skal jeg ud med fiskestangen

Det store havneselskab skal finde en ny direktør

Af
Peter Friis Autzen

"Jeg glæder mig til at bruge hænderne lidt mere - i stedet for hovedet," siger Jens Peter Peters.
Han er direktør i havneselskabet ADP, der har hovedsæde ved Fredericia havn. Han har stået i spidsen for havnen i årene, hvor den har udvidet både på areal og tonnage, den har etableret sig med en lang række krydstogtbesøg og investeret stort i et transportcenter, kaldet "tørhavnen" i Taulov-området. Men nu er det slut.
"Jeg trækker mig tilbage fra arbejdsmarkedet. Det er det rigtige tidspunkt," siger den 61-årige direktør, der når at fylde 62 år inden sin sidste arbejdsdag den 30. april.
Han har været direktør siden ADPs dannelse i 2000, og efter 15 år synes han, at tiden er inde.
"Mine batterier er kørt tør. Og så er det på tide at lade andre komme til," siger han.
Jens Peter Peters har aldrig holdt igen, når det drejede sig om arbejde.
"Jeg har arbejdet meget - også for meget, har jeg kunnet mærke. Men sådan er jeg: Jeg kan ikke være delvist på - jeg evner ikke at være 'halv-gravid'. Når jeg vælger at gå ind i noget, gør jeg det fuldt ud. Sådan bliver det også med pensionisttilværelsen," siger han.
Den kommende fritid skal blandt andet bruges til at få fikset alle de opgaver, han har udskudt gennem årene. Og til at rejse. Og til at lave ingenting.
"Og så ville det også være dejligt at få gjort den fiskestang, jeg har haft liggende, våd," siger han og tilføjer:
"Jeg glæder mig også til at besøge Depotgården. Jeg er fascineret af stedet - Men har aldrig nogensinde været der."
ADPs bestyrelsesformand, Arne Tirsgaard, skriver i en pressemeddelelse, at ADP allerede har indledt jagten på Jens Peter Peters' afløser. Samtidig giver han den afgående direktør et flot skudsmål:
"Direktør Jens Peter Peters har på en professionel, innovativ samt engageret måde varetaget den daglige ledelse og udvikling af vor virksomhed, og bestyrelsen ønsker direktør Jens Peter Peters og hans familie det bedste for fremtiden," skriver Arne Tirsgaard.

Publiceret 23 January 2015 00:00