Prins Henrik afslørede i sommers sin skulptur

Prins Henrik afslørede i sommers sin skulptur "Dronningen" i Gråsten. Nu vil Augustiana lave en særudstillingen med prinsens værker. Foto: Mikkel Hansen

Kunst:

Kongelig udstilling koster 150.000 kr

Politikere klar til at støtte prins Henrik-udstilling i Augustenborg med 150.000 kroner

Af
Mikkel Hansen

En udstilling med skulpturer af prins Henrik kan være på vej til skulptur- og kunstcentret Augustiana ved Augustenborg Slot, og derfor har Augustiana søgt Sønderborg Kommune om støtte til udstillingen.
Både kultur- og økonomiudvalget har sagt ja til at støtte udstillingen med 150.000 kroner.
Udstillingen vil udelukkende rumme værker af prinsgemalen, som i øvrigt sidste sommer var med til at afsløre sin egen skulptur ”Dronningen” i Gråsten.
Der er holdt et møde med prinsgemalen om udstillingen i Augustiana, og der bliver i første omgang tale om en indendørs udstilling af skulpturer - men måske også større værker i parken. I forbindelse med udstillingen kan der blive offentlige begivenheder, hvor Prinsgemalen er til stede.
Den kommunale støtte skal godkendes af byrådet.
Sidste sommer fik Augustiana mangedoblet besøgstallet i forbindelse med udstillingen Skulpturfokus2014, og sammen med Center for Kultur arbejder galleriet Nørballe nu for at få flere ekstraordinære sommerudstillinger.

Publiceret 23 January 2015 14:47