Optakt:

Esbjerg vil fortsætte sejrsrække mod ”de hvide duer”

Når Esbjerg Energy fredag klokken 19.00 gæster Frederikshavn White Hawks i Metal Ligaen, mødes to mandskaber med friske sejre i bagagen.
Vendelboerne har senest besejret Rungsted med 5-3 og udraderet Unibet Stars fra Gentofte med 10-1. Vestjyderne kan glæde sig over pæne sejre på 4-1 og 6-2 over Rungsted og Aalborg.
Og det er et forstærket Frederikshavnermandskab, som stiller op i Scanel Hockey Arena, vurderer den esbjergensiske cheftræner Mark Pederson: 
"Det er et lidt forandret hold med en ny svensk træner, Peter Johansson. Så får vi se hvilke ændringer de stiller med i forhold til det taktiske oplæg til kampen og hvordan de griber den an. Men vi skal helt klart tage til Frederikshavn for at spille vores spil, og gøre de ting, som giver os succes og så bare justere en lille smule i forhold til hvordan de agerer."
Esbjerg tager til Frederikshavn med tre succesoplevelse fra de tidligere møder med de nordjyske høge. Træner Mark Pederson kan se tilbage på to overtidssejre i Esbjerg og en sikker 5-2 sejr, før den nye Scanel Hockey Arena stod færdig: 
"Det er nu et stykke tid siden. Den seneste sejr daterer sig tilbage til midten af december, og der er som sagt ændret meget i Frederikshavn siden da. Vi kan helt sikkert tage nogle positive oplevelser med derfra, men det er en ny kamp og set fra deres perspektiv er det en motivationsfaktor. De vil være sultne og bevidste om, at de endnu ikke har slået os i år. Så det skal vi være klar til at matche," siger Mark Pederson.
Esbjerg Energy´s bruttomandskab: 
Målmænd: Yutaka Fukufuji, Nicolaj Henriksen og Andreas Lauridsen
Backs: Kyle Wharton, Anders Krogsgaard, Rasmus Vad Christensen, Andreas Pedersen, Kasper Jensen, Jeppe Holmberg, Wade Bergman, Shinya Yanadori, Anders Koch.
Forwards: Scott Howes, Aaron Lee, Mark Derlago, Lasse Bang, Sune Hjulmand, Søren Nielsen, Esben Nielsen, Niklas Andersen, Andrew Clark, Mathias Sørensen, Henrik Clausen, Christian Wejse.

Publiceret 23 January 2015 07:30