(Pressefoto).

(Pressefoto).

Mindre "prutteri" om husets pris

Hver fjerde huskøber betaler prisen eller mere for villaen. Antallet af nedslag er det laveste siden 2009, viser nye tal

HÅNDSLAG: En større og større andel boliger sælges uden nedslag, og tendensen blev tydeligere ved udgangen af 2014. I fjerde kvartal af 2014 blev 26 procent af alle huse solgt til prisen eller over.
For rækkehusenes vedkommende var det 36 procent, der blev solgt til prisen eller over, viser en opgørelse fra Boligsiden.dk.
- Andelen af villaer og rækkehuse solgt med nedslag er faldet jævnt de seneste år, men faldet har været markant i fjerde kvartal af 2014, og er landet på det laveste niveau, siden vi begyndte at måle i 2009. Det kan være et tegn på, at boligmarkedet og prisudviklingen også i 2015 bliver mere og mere stabil, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for www.Boligsiden.dk.
Også lejlighedskøberne har mindre og mindre at rafle om. I fjerde kvartal af 2014 betalte 42 procent af køberne prisen eller mere for deres nye lejlighed.
Ejendomsmæglerkæden home bekræfter, at flere boliger handles til prisen eller derover.
- Flere huse sælges til prisen, og det er udtryk for et sundere boligmarked, hvor køberne og sælgerne er mere enige om, hvad boligen skal koste, siger relationschef i Home Mads Ellegaard.
Home oplever desuden, at flere boligkøbere byder over udbudsprisen, fordi der er flere købere til den samme bolig.
- Der er fortsat tale om et relativt beskedent antal boliger, der sælges over prisen, men det er tendensen, der er vigtig, påpeger Mads Ellegaard fra Home.
- Flere boliger, der sælges over udbudsprisen, er endnu en pind til det bål, der fortæller, at temperaturen stiger på boligmarkedet, hvor vi senest både har set en stigning i priserne og senest også i handelsaktiviteten i alle landsdele, fastslår han.

Publiceret 24 January 2015 16:00