380 personer har vist interesse for at købe eller leje bolig i FredericiaC.

380 personer har vist interesse for at købe eller leje bolig i FredericiaC.

Stor interesse for nye boliger i FredericiaC

Antallet af interesserede på boliglisten er næsten fordoblet

180 har skrevet sig på FredericiaC's boligliste, siden aftalen om et byggeri med en blanding af almene boliger, ejerlejligheder og kontorerhverv blev offentliggjort. I alt har 380 personer nu vist interesse i at købe eller leje en bolig i FredericiaC.
Lige før jul offentliggjorde FredericiaC, at det almene boligselskab Futura Fredericia og en privat aktør er gået sammen om skabe det første byggeprojekt i den nye kanalby. I alt bliver der opført 40 almene boliger, 16 ejerlejligheder og 600 m2 kontor lige ud til den første kanal.
”Offentliggørelsen af det første byggeri har skabt en overvældende interesse for at købe eller leje en bolig i FredericiaC. I løbet af den sidste måned er antallet af interesserede på vores boligliste næsten fordoblet. Fra omkring 200 til 380. Derudover har mange ringet eller skrevet til os og udtrykt interesse for at bo i FredericiaC,” siger Tim E. Andersen, projektdirektør i FredericiaC.
FredericiaC introducerede boliglisten i marts 2014. Den første kraftige vækst i antallet af opskrivninger kom i sommeren 2014, da FredericiaC gik i gang med at etablere den første kanal. Her skrev godt 100 sig på listen i løbet af et par uger.
”Udviklingen af FredericiaC er for alvor kommet i gang og det går stærkt i øjeblikket. På få måneder har den første kanal i den nye bydel taget form. Vandet blev lukket ind før jul, den første bro på tværs af kanalen er netop blevet støbt og kanalen åbner til sommer. Vi kan konstatere, at beslutningen om at etablere kanalen både har haft positiv indflydelse på vores dialog med investorer og på interessen for at bo i FredericiaC”, siger Tim E. Andersen.
Når man skriver sig på boliglisten, får man blandt andet mulighed for at være blandt de første, der får besked, når FredericiaC indgår nye aftaler om byggeri. Det er helt uforpligtende at skrive sig op. Kontaktoplysninger bliver ikke videregivet til for eksempel investorer, ejendomsudviklere eller mæglere, med mindre man selv ønsker at blive sat i forbindelse med en tredjepart om sine konkrete boligønsker.

null

Publiceret 24 January 2015 06:00