Messe:

Besøgstal endte på godt 4.000

Torsdag aften sluttede den fjerde udgave af landbrugsmessen NutriFair i MESSE C Fredericia.
Det samlede besøgstal for de to dage landede på 4.128 fagfolk, hvilket arrangørerne betegner som tilfredsstillende.
"Jeg er meget glad for opbakningen både på udstiller- og besøgsside. Vi er et spejl af branchen, og det giver sig selv, at der ikke slås besøgsrekorder i en situation, hvor dele af erhvervet har det så svært," konstaterer Grete Højgaard, adm. direktør i MESSE C.
"Når vi lige har pustet ud, går vi i gang med at planlægge fem års fødselsdagsudgaven af messen, som afholdes den 20.-21. januar 2016," siger direktøren, som allerede nu kan glæde sig over de første gentegninger fra udstillere.
På plads i 2016 er med sikkerhed også Dairy Systems Danmark ApS, som havde en fantastisk messe.
"For os har det været den klart mest udbytterige NutrFair i de fire år, vi har deltaget. Om vi så havde lukket ned efter i går, havde det været den hidtil bedste," fortæller en begejstret Gerth Petersen fra Aabenraa-virksomheden.
To malkerobotter til over 400.000 kroner stykket er noget af det, han har langet over disken i løbet af messen.
"For mig er det fuldstændig lige meget, om der kommer 5.000 eller 8.000 besøgende – bare de 40-50 HELT rigtige folk kommer. Og det har de gjort," fastslår Gerth Petersen.
Også Grene Danmark A/S havde en flot messe, beretter produktspecialist Torben Johnsen.
"Vi har haft en meget positiv messe, som med hensyn til købelyst og travlhed på standen har været på højde med sidste år. Vores fordel er måske, at vores produkter ikke er i det helt høje prisleje som eksempelvis en traktor," mener Torben Johnsen, som blandt andet har oplevet stor interesse for og godt salg af eHeat-varmesystemet til smågrise.
For frøvirksomheden KWS Scandinavia har udbyttet af årets NutriFair også været meget tilfredsstilende, siger Bjørn Lisbjerg.
"Jeg vurderer, at vi har fået lige så mange eller faktisk lidt flere gode kontakter end sidste år. Man kan sagtens mærke på nogle, at det er svære tider. Men det er mit indtryk, at dem der er mødt op, er dem som trods alt stadig har et positivt blik på fremtiden," siger Bjørn Lisbjerg, som bestemt regner med at vende tilbage til NutriFair 2016.

Publiceret 24 January 2015 11:00