Prototypen af Anders Lykkegaards løftestol, som han også afprøvede på konen. Den ændrede udseende, efter at Liftup A/S i Støvring købte opfindelsen og satte den i produktion. Men princippet bag er det samme.

Prototypen af Anders Lykkegaards løftestol, som han også afprøvede på konen. Den ændrede udseende, efter at Liftup A/S i Støvring købte opfindelsen og satte den i produktion. Men princippet bag er det samme.

Anders er ikke kun opfinder på bestilling

I syv år har Anders Lykkegaard som selvstændig løst opgaver for andre. Nu har han også solgt en af sine helt egne opfindelser

Af
Af Svend Mikael Larsen

Anders Lykkegaard har ikke noget imod at blive kaldt opfinder. Uddannet er han dog maskiningeniør i 1989, og han kan således skrive 25 års erfaring på cv'et.

I 2007 besluttede han at starte egen virksomhed, Anding Engineering & Design, med adresse på privaten i Sønderborg. Herfra tilbyder han freelance produktudvikling, fremstilling af specialmaskiner og optimering af eksisterende produkter.
“Hvad jeg laver, kan man sige, er at opfinde ting for andre,” siger Anders Lykkegaard.

Men en del af virksomheden er også udvikling og salg af egne ideer og patenter. Det er der i tidens løb kommet forskellige ting ud af. Der skulle dog gå 7 år, før hans første kommercielle succes fra egen idékasse kom i hus. Den hedder Raizer og er en slags løftestol, der kan bruges af plejepersonale til at hjælpe ældre op, som er faldet, på en måde så man undgår tunge løft. Raizer er udstyret med en batteridreven motor og fjernbetjening, og den virker kort fortalt ved, at man lægger et ryglæn ind under den faldne borger, og så klarer stolen løftearbejdet.

På jagt efter idéer

Forhistorien går tilbage til 2009, hvor Anders Lykkegaard gik på jagt efter ideér til nye produkter.
”Der var lavvande alle steder i 2009, og det væltede ikke ind med ordre, så jeg skulle have tiden til at gå med noget andet end kunder. Jeg var derfor på udkig efter udækkede behov og stødte flere gange på, at det er en stor belastning for ansatte i ældreplejen at løfte ældre medborgere. Det fik mig til at gå i gang med forsøg og skitser til nye løsninger”, forklarer den sønderjyske produktudvikler.
Det var dog først i begyndelsen af 2012, at han sendte sin idé til Opfinderrådgivningen, og så begyndte eftersøgningen af en interesseret virksomhed, som han kunne indgå en aftale med. Der var flere forhandlinger med virksomheder gennem året, uden at det endte med salgsaftaler.
I et tilfælde fravalgte Anders Lykkegaard aftalen, fordi han gik efter et højt engangsbeløb og ingen royalty af salget. I et andet tilfælde var en international koncern tæt på at underskrive en aftale, men sprang i målet. I starten af 2014 skulle Liftup A/S i Støvring, som producerer og sælger velfærdsteknologiske produkter, vise sig at blive gennembruddet.
Opfinderrådgivningen, Teknologisk Institut har under hele forløbet bistået med råd og vejledning.
“Jeg havde desuden en god ven med til forhandlingerne, som er økonomiuddannet og med eget firma. Han er vant til at indgå større kontrakter og er meget værdifuld for mig i mit salgsarbejde,” siger Anders Lykkegaard, som også havde hjælp fra Opfinderrådgivningen til at lave beregninger og værdisætte opfindelsen.

Anders Lykkegaard er maskiningeniør og opfinder med egen virksomheden på privaten i Sønderborg. Under lagenet foran ham, står et fotografisk udstyr, som en anden opfinder har bedt ham finde en mekanisk løsning til. Men den vil han helst ikke vise frem endnu, så ikke andre skal stjæle idéen. Foto: Svend Mikael Larsen

Anders Lykkegaard er maskiningeniør og opfinder med egen virksomheden på privaten i Sønderborg. Under lagenet foran ham, står et fotografisk udstyr, som en anden opfinder har bedt ham finde en mekanisk løsning til. Men den vil han helst ikke vise frem endnu, så ikke andre skal stjæle idéen. Foto: Svend Mikael Larsen

Nej tak til royalties

“Det er selvfølgelig et sats at fravælge royalties, men jeg gik efter et engangsbeløb, der sikrer mig tid og ro til at realisere flere af mine ideer. Man kan sige, at jeg har købt mig tid et par år frem, hvor jeg ikke er økonomisk presset til at tage kundeopgaver. Men faktisk har jeg lige nu en hel del at se til,” smiler Anders Lykkegaard.
“Jeg arbejder for eksempel på en mekanisk løsning til noget fotoudstyr, som en anden opfinder har ønsket hjælp til. I eget regi har jeg gang i mere velfærdsteknologisk udstyr, hvor det igen drejer sig om at undgå tunge løft. Og så er jeg næsten færdig med en dims til stokke og krykker, så de ikke vælter, når man stiller dem fra sig. Her leder faktisk efter en køber, for den er så godt som færdig,” lyder det fra Anders Lykkegaard, som har flere idéer, han går og pusler med.

Publiceret 29 January 2015 18:00