Politiet har registreret tre indbrud i det forgangne døgn. (Modelfoto)

Politiet har registreret tre indbrud i det forgangne døgn. (Modelfoto)

Det forgangne døgn bød på tre indbrud

I den netop offentliggjorte mål- og resultatplan for de enkelte politikredse, er en indsats for at nedbringe antallet af indbrud i Syd- og Sønderjylland skrevet med stort. Her i politikredsen har man kunnet registrere omkring 3.300 indbrud om året, og det er et tal, som desværre er rimelig konstant, i modsætning til mange andre kredse, hvor antallet er faldende.
På den korte bane har indsatsen endnu ikke båret frugt. I hvert fald har politiet i Sønderborg registreret tre indbrud i kommunen i det forgangne døgn.
På Møllegade i Broagers erhvervsområde blev der på et tidspunkt mellem tirsdag kl. 17 og onsdag kl. 08 aflistet en rude i en bagdør på en erhvervsejendom, hvorfra der er stjålet to boremaskiner af mærket Makita samt en kap geringssav.
En villa på Mågevej i Gråsten havde uindbudte gæster, som mellem kl. 17.15 og 17.45 i går onsdag knuste en rude ind til et soveværelse. Inde i huset gik de i gang med at samle en række koster i en rygsæk. Den og kosterne efterlod de dog, da de skyndsomt måtte forlade stedet, idet en beboer pludselig dukkede op.
Også på Bustrupvej i Dybbøl har langfingre været på spil. Mellem kl. 18 og 22 i går onsdag skaffede de sig adgang til en ejendom ved at bryde en terrassedør op. Herfra er de forsvundet med diverse smykker og ure.

Publiceret 29 January 2015 10:08