Torben Esbensen (tv) og direktør Haihua Dai fra Haiyan Urban Investment Group underskriver her kontrakten i Haiyan. Foto: Poul Valdemar Nielsen

Torben Esbensen (tv) og direktør Haihua Dai fra Haiyan Urban Investment Group underskriver her kontrakten i Haiyan. Foto: Poul Valdemar Nielsen

Esbensen indgår Kina-kontrakt

Det rådgivende ingeniørfirma Esbensen involverer sig i et byggeri af et 60.000 kvm nyt område i kinesiske Haiyan

Af
Af Svend Mikael Larsen

Det rådgivende ingeniørfirma Esbensen skal rådgive omkring design og bæredygtigt byggeri af et 60.000 kvm nyt område i den kinesiske by Haiyan.
Torben Esbensen har netop underskrevet kontrakten i Haiyan. Det skete i forbindelse med, at en delegation fra Sønderborg har været i Haiyan med henblik på at indgå flere samarbejdsaftaler. Bl.a. deltog EUC Syd og Business College Syd.
"Området, vi skal rådgive om i forhold til bæredygtigt byggeri og designguide, svarer i areal til havneprojektet i Sønderborg og skal ligesom havneprojektet i Sønderborg være CO2-neutralt. Der skal være boliger, butikker og anden form for erhverv, og rådgivningsarbejdet skal efter planen foregå den kommende sommer," fortæller Torben Esbensen.
Området ligger midt i Haiyan, som er en by med omkring en mio. indbyggere. I området ligger i forvejen Zero Carbon House, som Torben Esbensen er rådgiver på, og yderligere tre huse som skal energirenoveres. Området er både i forhold til beliggenhed og anlæg meget attraktivt. Det ligger helt centralt og er udlagt som park med vandløb, broer, pavilloner, stier, træer og buske.
"Målet er at gøre området til et udstillingsvindue for gode danske energiløsninger, og vi håber, at en række danske firmaer vil synes, at de her kan finde de helt rette rammer for deres etablering i Kina," siger Torben Esbensen.
Danske firmaer, som vil etablere sig i Haiyan, kan få rådgivning af bl.a. Poul Valdemar Nielsen, der leder Sønderborg-Haiyan samarbejdsaftalen i Sønderborg Kommune.

Fakta
Sønderborg Kommune indgik i 2013 en samarbejdsaftale med Haiyan, der ligger ved Yangtzeflodens udmunding i Det kinesiske Hav – et af Kinas stærkeste udviklingsområder. Aftalen er på listen over top 10-bysamarbejder mellem EU og Kina, og Haiyan er bl.a. takket være samarbejdet med Sønderborg udpeget som en af seks kinesiske byer, som er rollemodeller i den nugældende femårsplan i Kina, hvor temaet er bæredygtighed.

Publiceret 29 January 2015 15:00