Formand for Løjt Kirkeby Fjernvarmeselskab, Bjarne Keller Petersen glæder sig over, at den store udvidelse nu er på plads. Foto: Svend Mikael Larsen

Formand for Løjt Kirkeby Fjernvarmeselskab, Bjarne Keller Petersen glæder sig over, at den store udvidelse nu er på plads. Foto: Svend Mikael Larsen

Løjt Fjernvarme fejrer jubilæum med ny kedel

På lørdag er der fest i Løjt Fjernvarme med musik, trylleri, suppe og indvielse af et nyt halmfyr

Af
Af Svend Mikael Larsen

I Løjt Kirkeby Fjernvarmeselskab er man nu klar til at fejre både 25 års jubilæum og til at indvie et helt nyt og moderne halmfyret kedelanlæg. Festligholdelsen finder sted på lørdag den 31. januar, hvor borgmester Thomas Andersen har lovet at komme og klippe snoren til det nye anlæg.
Med et nyt halmfyr bliver der ingen problemer med at holde varmen i de over 800 husstande, som er tilknyttet fjernvarmen. Men det var der faktisk for et par vintre siden, da en sibirsk kulde havde indtaget Danmark og var meget længe om at slippe sit isnende tag i landet igen.
Den vinter måtte værkets gamle halmfyr og pillefyr begge køre på fuld ydeevne, og alligevel kunne man på kolde morgener se temperaturen falde ude i værkets store akkumuleringsvandtank, når det meste af Løjt mellem klokken halv syv og ni var en tur under bruseren.
Senest på det tidspunkt stod det klart for fjernvarmeværkets bestyrelse, at tiden var inde til en udvidelse, hvis forsyningsikkerheden skulle opretholdes.
“Heldigvis var de følgende to vintre knap så kolde, og nu hvor vi har fået udvidelsen på plads, kan vinteren blive så kold den vil, det bliver ikke noget problem,” lyder det fra bestyrelsesformand Bjarne Keller Petersen.
Udvidelsen med en ny halmfyret kedel betyder også, at der er plads til flere kunder i butikken.
“I Aabenraa Kommune er man endnu ikke klar med en plan for kommende udstykninger i kommunen, og vi ved således ikke, hvor mange af dem, der bliver placeret i vores område her på Løjt. Men med det nye anlæg har vi i hvert fald plads til endnu 200-250 husstande,” vurderer formanden.
Da der næppe bliver tale om så mange nye udstykninger, kan man roligt sige, at Løjt Fjernvarme er klar til, hvad der måtte komme af kolde vintre og nybyggere.

Varm suppe og trylleri

Der er således god grund til at invitere til fest på lørdag fra kl. 10 til 14, hvor programmet starter med en velkomst ved formand Bjarne Keller Petersersen og tale af borgmester Thomas Andresen, som bagefter vil klippe snoren til det nye anlæg.
Herefter kan alle komme på rundvisning på værket.
I løbet af dagen vil der være forskellige aktiviteter i et opvarmet telt, mens den musikalske underholdning er lagt i hænderne på Carl King med band. Man kan også stifte bekendtskab med tryllekunstner Henning Nielsen, kendt fra TV2's 'Danmark har talent', som kommer med et ærme fuld af tricks og magi.
Den kulinariske side af festen er der også tænkt på, og det betyder, at der vil være suppe at varme sig på for de voksne, mens børnene kan gå ombord i pølser, popcorn og sodavand, mens øllerne er forbeholdt de store.
Alle fra nær og fjern er meget velkommen til en festlig indvielse.

En halmfyret kedel lyder måske ikke af så meget, men det er faktisk et imponerende stykke apparatur Foto: Svend Mikael Larsen

En halmfyret kedel lyder måske ikke af så meget, men det er faktisk et imponerende stykke apparatur Foto: Svend Mikael Larsen

Publiceret 29 January 2015 07:00