Afsted på stavgang – fra venstre ses Keld Ajander der er leder af Stavgangholdet i Rend og Hop, vejleder Mette Pedersen og foreningens formand Anette Hansen der har sat sig op på én af Rend og Hops cykler.

Afsted på stavgang – fra venstre ses Keld Ajander der er leder af Stavgangholdet i Rend og Hop, vejleder Mette Pedersen og foreningens formand Anette Hansen der har sat sig op på én af Rend og Hops cykler.

IF Rend og Hop udvider aktivitetstilbuddene

Af
Per Møller

KØGE: Idrætsforeningen Rend og Hop i Køge – der er en forening for voksne psykisk sårbare – har udvidet paletten af tilbud af aktiviteter til sine medlemmer.
- Vi kan nu også tilbyde svømning og kegler. Keglespillet foregår hver torsdag fra kl. 15.00-16.30 hos Køge Kegleklub på Ellemarksskolen, mens svømningen foregår i Køge Svømmeland hver fredag fra kl. 08.45-ca. 10.15. Her dyrkes både almindelig svømning og vandgymnastik. Her kan personer, der ikke er så øvede svømmede med fordel deltage, fortæller vejleder Mette Pedersen.
I forvejen kan Idrætsforeningen Rend og Hop tilbyde stavgang hver tirsdag kl. 13.00-ca. 14.30 – og det er uanset vind og vejr.
Stavgangen starter fra Den Gule Dør på Sygehusvej 25 B og det er frivilligt om man vil gå med eller uden stav.
Tirsdag bydes der også på mountainbike tur fra kl. 10.00-11.00. Også her er der afgang fra Den Gule Dør, og turen går ud på naturskønne Køge ås. Der er mulighed for at låne både cykel og cykelhjelm hos Rend og Hop.
Onsdag kl. 10.00-11.00 cykles der på landevej på almindelige cykler. Også her er der mulighed for at låne både cykel og hjelm.
- Vi cykler en tur på 5-6 km og undervejs trænes også trafiksikkerhed – så deltagerne kan få genopfrisket sine cykelfærdigheder, fortæller Mette Pedersen.
Torsdag kl. 16.00-17.00 spilles Volleyball i pigegymnastiksalen på Ellemarksskolen. Deltagerne mødes på Ellemarksskolen, og endelig bydes der hver mandag fra kl. 13.30-14.30 – i perioden fra 1. april og frem til ca. slutningen af oktober måned – på muligheden for et spil krolf i haven bag PedersVænge i Køge.
- Der udover arrangerer vi en gang i kvartalet en medlemsaften. Næste medlemsaften er mandag den 9. Marts hvor der er arrangeret bowling i Ravnsborghallens Bowlingcenter. Arrangementet er kun for medlemmer – og sidste frist for tilmelding er torsdag den 26. februar til én af instruktørerne, oplyser formand Anette Hansen
Idrætsforeningen Rend og Hop er organiseret under DAI – Dansk Arbejder Idræt – og skal bl.a. herigennem deltage i Idrætsfestivalen 2015 i Vejle i juli måned, hvor der stilles op i volleyball.
Ønsker man at vide mere om Idrætsforeningen Rend og Hop – bl.a. om mulighederne om medlemsskab – kan man kontakte formand Anette Hansen på tlf. 4231 7401.
Idrætsforeningen rend og Hop har eksisteret i 14 år og tæller p.t. 37 medlemmer.

Publiceret 17 February 2015 17:15