Det er snart tid til slutvejningen i Køge på Vægten.

Det er snart tid til slutvejningen i Køge på Vægten.

Slutspurt i Køge på Vægten

Deltagerne i Køge på Vægten er tæt på at runde et samlet vægttab på to tons - nu er det tid til den sidste spurt inden udvejningen den 8. marts.

Af
Martin Rasmussen

KØGE PÅ VÆGTEN: Så nærmer vi os afslutningen på otte uger med ekstra fokus på sund kost og motion. Udvejningen i Køge på Vægten finder sted i Ravnsborghallen søndag den 8. marts, hvor det definitivt skal afgøres, hvem der snupper førstepræmien i konkurrencen på 10.000 kroner.
Udvejningen finder sted fra klokken 13 til 15, hvorefter vinderne kåres. Hvis man ikke har mulighed for at møde op i Ravnsborghallen denne søndag, så er der også mulighed for at få registreret en slutvægt onsdag den 4. marts og torsdag den 5. marts samme sted. Begge dage er der udvejning klokken 15-19.
Køge Boldklub Seniorafdeling må på forhånd betegnes som storfavoritter til den samlede sejr. Holdet har ført gennem de fleste uger af konkurrencen, og vejede i denne uge ind i indeks 85, hvilket er et godt stykke foran forfølgerne.
Crossgym Bjæverskov - MunkenOgDe4Nonner er på andenpladsen med indeks 88,62, mens Pretty Women følger tæt efter på tredjepladsen med indeks 88,75.
Præmien til denne uges højdespringere var håndboldbilletter.
Mål: 2,1 ton
Og for både de førende hold og alle andre er det altså nu tid til slutspurten, hvor de sidste kilo skal smides inden udvejningen. Aktuelt er det samlede vægttab i konkurrencen knap 1,83 ton, hvilket er flot på blot seks uger.
Det svarer til, at alle deltagere i snit har tabt 4,87 kilo.
Og der skal ikke meget til, at det samlede vægttab runder to tons inden afslutningen, så arrangørerne af Køge på Vægten har skruet yderligere op for ambitionsniveauet ved nu at sigte efter et fælles vægttab på 2,1 ton.

Publiceret 28 February 2015 10:00