Sådan ser hun ud Fru Ugle. Fotografen er John Mikkelsen, der er ornitolog og naturvejleder ved Vejle Kommune.

Sådan ser hun ud Fru Ugle. Fotografen er John Mikkelsen, der er ornitolog og naturvejleder ved Vejle Kommune.

Der er flyttet ugler ind på herregården

Sinatur Hotel Haraldskær har fået nye beboere. En natuglefamilie

Af
Jørgen Flindt

På Sinatur Hotel Haraldskær er historien nærværende, for hotellet ligger på en herregård fra 1434. Og den gamle herregård har fået nye fornemme beboere klædt i den flotteste dragt.
En fjerdragt. En hunugle er nemlig flyttet ind i en natuglekasse, som hænger mange meter over græsplænen, nemlig i toppen af et gammelt lindetræ.
“Uglen har helt bevidst valgt os på grund af vores flotte natur og vores gæstfrihed,” siger hoteldirektør Kari Brandsgård med et stort smil.
Hun er meget glad for de nye beboere. Og ja: BeboerE, for der er flere på vej. Nede i kassen er der æg, men hvor mange vides af gode grunde ikke.
Naturvejleder og ornitolog John Mikkelsen fra Vejle Kommune følger med i uglernes liv og færden. Det er ham, som har taget det smukke foto her til højre.
“Fru Ugle er meget nede i kassen. Men hun skal jo strække ben i ny og næ, så man kan godt være heldig at se hende. Hr Ugle er sværere at møde, for han kommer kun forbi i de mørke timer. I dagtimerne holder han sig på afstand og sidder og holder skarpt øje med det hele,” siger John Mikkelsen.
Natugler kan nemt finde på at holde sammen hele livet, og hvis de finder et godt sted at flytte ind og stifte familie, så flytter de ikke sådan bare derfra igen.

Børn og ugler

At der er kommet ugler i kassen er ikke tilfældigt. For tre år siden lavede Vejle Kommune et samarbejde med 28 daginstitutioner rundt i kommunen om at hænge natuglekasser op på steder, hvor børnene har nemt ved at komme forbi og følge med i naturens gang i og omkring kasserne. Det er dog ingen ugler i kasserne, altså før nu i Haraldskær, hvor børnene fra Skibet Børnehus nu har en beboet uglekasse at følge fra sidelinjen.
“Ugler er meget tillidsfulde og har ikke de store problemer med mennesker,” siger John Mikkelsen.

Lindetræet foran hovedbygningen. Der er uglerne flyttet ind.

Lindetræet foran hovedbygningen. Der er uglerne flyttet ind.

Hotel og ugler

På hotellet har man absolut heller ingen problemer med uglerne, som holder til tyve meter fra den gamle hovedbygning.
“Det er jo en superhistorie, og det er da unikt, at have ugler så tæt på os. Og så giver det god mening, at det er en hunugle, som er flyttet ind, for i Haraldskærs lange historie, har det typisk været kvinderne, som har været bedst til at drive stedet. Hvor mændene ofte ikke har kunne drive stedet uden at gå fallit, har kvinderne, typisk enkerne, formået at drive herregården i mange år,” siger hun og smiler atter.
Fru Ugle er nu dog ikke alene. Hr Ugle er der jo også. Hans rolle er bare anderledes. Han skal skaffe mad til familien og holde eventuelle 'banditter' væk. Det umage par skal om en måneds tid være forældre, og som de gode forældre de er, har de valgt intet mindre end penthouselejligheden i det gamle lindetræ ved den smukke, hvide herregårdsbygning midt i Vejle Ådal.

Publiceret 01 March 2015 11:45