Jens Vilstrup er forfatter-gæst i næste Torsdagscafé på Biblioteket Sønderborg.

Jens Vilstrup er forfatter-gæst i næste Torsdagscafé på Biblioteket Sønderborg.

Mød Jens Vilstrup på Torsdagscafé

Mød forfatteren Jens Vilstrup på Biblioteket Sønderborgs næste Torsdagscafé, hvor han vil fortælle om hans seneste 'Opland' fra 2014.
Det gennemgående motiv i Jens Vilstrups forfatterskab er mænd i eksistentielle kriser. Hans hovedpersoner er rodløse mænd, som kæmper med at forlige sig med livet som voksen og skabe en meningsfuld tilværelse for sig selv.
I romanen 'Opland' følger vi lægen Niels i ugen efter hans fars pludselige død. Niels har kappet båndene til familien for år tilbage og må nu modvilligt drage tilbage til sin midtjyske hjemstavn for at deltage i farens begravelse. Mens familien forbereder begravelsen, opsøger Niels sit gamle slæng fra de tidlige ungdomsår, men får her en lunken modtagelse. I den lille landsby ser man ikke med blide øjne på folk, der flytter fra byen, fordi de føler sig for fine til at blive. Da en af byens teenagedrenge en nat bliver skudt i skulderen og efterfølgende forsvinder, begynder Niels at stikke snuden i ting, som de færreste mener rager ham, og stemningen går fra dårlig til fjendtlig. Lige under overfladen af den tyndslidte landsbyidyl tegner der sig et billede af et samfund i forfald, hvor vold, kriminalitet og narkotika truer med at ødelægge alt.
Det er en roman om det klassiske spørgsmål om forholdet mellem arv og miljø, om at bryde op og ændre sin livsbane og om de ting, man ikke kan løbe fra.
Jens Vilstrup er uddannet journalist og har skrevet for flere af de største danske dagblade samt blandt andet været redaktør for mandemagasinet Euroman. Journalistikkens friske og klare sprog formår Vilstrup at overføre til sine underholdende og medrivende romaner om mænd i krise. Det er mænd, der skal forsone sig med fortiden, blive klogere på sig selv og livet og finde en vej ud af den moderne verdens vildnis, inden de fortaber sig fuldstændigt.
Jens Vilstrup er for 'Opland' nomineret til DR Romanprisen 2015.
Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.
Torsdagscaféen er den 5. marts kl. 16–17.

Publiceret 01 March 2015 06:00