Nu er det tid til den sidste vejning i Køge på Vægten 2015.

Nu er det tid til den sidste vejning i Køge på Vægten 2015.

Slutvejning i Køge på Vægten

Med et samlet vægttab på omkring to tons er deltagerne i Køge på Vægten noget lettere i dag end i starten af januar. Udvejningen finder sted i denne weekend.

Af
Martin Rasmussen

Otte uges strabadser med rigid fokus på kost og motion er slut for deltagerne i Køge på Vægten. Søndag den 8. marts er der udvejning i konkurrencen, og det er sikkert en dato, der har været tydeligt markeret i mange kalendre, for det er her, målet gerne skulle være nået, så der bliver plads til en lille kage til aftenkaffen igen...
Søndag er også dagen, hvor de samlede vindere af konkurrencen findes. Før den sidste vejning fører Køge Boldklub Seniorafdeling i indeks 83,5, mens Pretty Women ligger i indeks 88,23 på andenpladsen og holdet Åsemarie1 har taget tredjepladsen med indeks 88,43. Der er en førstepræmie i spil på 10.000 kroner, så det er nok ulejligheden værd at sætte en slutspurt ind.
Udvejningen finder altså sted søndag den 8. marts klokken 13-15 i Ravnsborghallen. Her vil man blandt andet kunne høre Jacob Schrøder fortælle om, hvordan man kommer i form, og så kan man altså få sin endelige slutvægt, som gerne skulle være væsentligt lavere end startvægten fra januar.
Det er den også for de flestes vedkommende, for det samlede vægttab for de 375 deltagere i Køge på Vægten nærmer sig to tons, og nogle deltagere trækker et tungt læs i den forbindelse.
Det gælder ikke mindst det førende hold, Køge Boldklub Seniorafdeling. En på holdet har tabt 20 kilo, siden konkurrencen startede, og de fem deltagere har i alt tabt sig 86 kilo. Målet er 100 kilo på søndag.

Publiceret 07 March 2015 09:45