Børge Købmand kan nu også tilbyde kunderne postforretninger.

Børge Købmand kan nu også tilbyde kunderne postforretninger.

Borgerne i Avedøre får igen et posthus

Hos Købmand Børge i Trædrejerporten kan man fra næste tirsdag hente og sende pakker 

Snart kan borgerne i Avedøre se frem til at få deres eget posthus. Det sker, når Post Danmark næste tirsdag den 24. marts åbner et posthus hos Min Købmand på Trædrejerporten. Her kan der hentes og sendes pakker samt købes frimærker og pakkeporto.

- Vi ser frem til at tilbyde vores kunder i Avedøre et posthus. Med det nye posthus kan vi øge tilgængeligheden og gøre det endnu nemmere, når især pakkerne fra den stigende nethandel skal hentes og sendes, siger Tonny Povlsen, kundechef i Post Danmark

Åbningen af det nye posthus i Avedøre glæder også borgmester Helle M. Adelborg.

- Jeg ved, at borgerne i Avedøre gennem længere tid har efterspurgt et posthus i nærområdet. Derfor er jeg rigtig glad for, at Post Danmark har valgt at åbne et posthus her. Jeg er sikker på, at dette nye initiativ vil blive til stor gavn for borgerne, der vil få styrket deres adgang til postservice, siger Helle M. Adelborg, borgmester i Hvidovre.

I det nye posthus kan kunderne hente pakker bestilt til direkte afhentning på posthuset. Der kan også sendes breve og pakker samt købes frimærker og pakkeporto.

Alle posttilbud kan benyttes i hele Min Købmands åbningstid alle ugens dage. Pakker bestilt til hjemadressen, men hvor kunden ikke er hjemme, når pakkebuddet forsøger at aflevere, vil fortsat blive lagt til afhentning på det posthus, hvor man i dag er vant til at hente sine pakker.

De seneste måneder er der kommet to nye posthuse til Hvidovre Kommune, der er åbnet hos hhv. OK Plus i Rebæk Søpark og SuperBest på Hvidovrevej. I alt har Post Danmark mere end 1.400 udleveringssteder over hele landet, hvoraf de ca. 950 er posthuse og de ca. 475 er Pakkebokse.

Publiceret 17 March 2015 08:00