MINDEORD

På vegne af HIF’s Gamle Kæmper skriver præsident Allan Hebo Larsen mindeord over Poul Mogensen, 99.

Gamle Kæmpers ældste medlem Poul Mogensen - hos os kaldet “Gamle Poul” - er her ikke mere. Poul Mogensen døde 6. marts. “Skal vi ikke snart mødes til lidt mad på stadion; jeg giver brændevinen”, hørte man ham ofte sige. Og bare 14 dage før sin død havde vi ham på besøg til stegt ål. I højt humør og som altid lun, talende, grinende og berettende - bl.a. om sit spændende liv som medstifter af idrætsklubber (badminton og speedway) på Amager, stock-car-løb med Morian Hansen og ikke mindst tiden som modtagechef for de allierede styrkers nedkastninger i Vestsjælland. Joh, alle vi yngre lyttede spændt. Poul var dårligt gående, men kvik i hovedet. Når der blev kaldt til “møde” på stadion blev han som oftest hentet på plejehjemmet Strandmarkshave af den noget yngre Jørgen “Nakskov” Nielsen på 78. Og de møder så han frem til. Således også da han bød på frokost i vores lokaler, da han i november sidste år rundede de 99 år. Poul Mogensen satte stor pris på en god sludder, gode kammerater og et solidt og givende fællesskab; - det fandt han hos Gamle Kæmper. Kærligheden til sin hustru, børn og øvrige familie skinnede tydeligt igennem under vores mange snakke om et langt liv. Vi vil ære hans minde og nu være taknemmelige for, at vi fik lov til at lære ham at kende.

Publiceret 17 March 2015 08:00