Udlændinge er en ressource

Politikere tog på virksomhedsbesøg hos Prime Cargo

Eva Kjer Hansen, folketingsmedlem for Venstre, og Christian Rabjerg Madsen, folketingskandidat for Socialdemokraterne, står ofte i hver sit ringhjørne i henholdsvis blå og rød blok. Alligevel har de to dannet fælles front mod den hadske retorik, som ofte bliver rettet mod udenlandsk arbejdskraft og østeuropæere især. I den anledning har de to Kolding-politikere netop besøgt den lokale shippingvirksomhed Prime Cargo, der er kendetegnet ved en stor andel medarbejdere med østeuropæisk baggrund – direktør Morten Nielsen og direktør for logistik Morten Høilund bød indenfor til en snak om virksomhedens succes med udenlandsk arbejdskraft.
På hovedkontoret i Kolding beskæftiger Prime Cargo i omegnen af 350 medarbejdere, hvoraf en stor del kommer fra Østeuropa.
”Det har været interessant at få belyst én af de vinkler, som ofte glipper i debatten om udenlandsk arbejdskraft. Østeuropæerne her på Prime Cargo er effektive, har lavt sygefravær og en bundgod arbejdsmoral. Alle er ansat på samme vilkår, uanset om de er født i Krakow eller Kolding,” siger Eva Kjer Hansen efter besøget og fortsætter: ”Det bliver så unuanceret, når debatten reduceres til, at udenlandske arbejdstagere tager arbejdet lige for næsen af danske ledige, for så simpelt er det jo ikke. Vi har set flere eksempler på, hvordan folk takker nej til lavtlønsjob, fordi det bedre kan betale sig for dem at beholde deres overførselsindkomst. De mennesker, som kommer hertil og arbejder, bidrager til vores samfund og er en vigtig ressource. De er med til at skabe den vækst, vi lever af, og dét fortjener at blive mødt med respekt,” siger Eva Kjer Hansen.
Også folketingskandidat Christian Rabjerg Madsen (S) var imponeret over den automatisering, der mødte de to på Prime Cargo:
I den politiske debat hører man ofte, at maskiner og robotter tager arbejdet fra hænderne. Men sandheden er jo, at uden robotter og maskiner, så ville der være mange virksomheder, der ikke kunne drives i Danmark. Derfor er arbejde til dygtige hænder og de nyeste robotter og maskiner hinandens forudsætninger, og Prime Cargo går virkelig forrest med brug af avanceret mekanik, der betyder, at arbejdspladserne kan blive i Danmark. Det var spændende at opleve”, siger Christian Rabjerg Madsen.  

Publiceret 17 March 2015 10:30